Forsiden
      

Svensk sideloader-producent dominerer verdensmarkedet

Tirsdag 7. februar 2017 kl: 12:49
Af: Mikael Friis - journalist og sideloaderchauffør

Svensk sideloader-producent dominerer verdensmarkedet
Artiklens forfatter på arbejde med en sideloader i 1985.

En lille, ældre mand i træsko tager venligt imod, da transportnyhederne.dk ankommer på fabriksbesøg i Olsfors ca. 40 km øst for Göteborg. Den 70-årige herre er ingen ringere end Bengt-Olof Hammar - manden der egenhændigt udviklede Hammar SL30-sideloaderen i 1974 og nu er indehaver af verdens største producent af sideloadere. Bengt-Olof Hammar er godt 40 år senere stadig still going strong og deltager både i salgs- og udviklingsarbejdet på Hammar Maskin AB hver eneste dag

Bengt-Olof Hammar ved siden af SL30-prototypen fra 1975, som var i drift indtil for et par år siden.



Det lå ellers ikke i kortene, at Bengt-Olof Hammer skulle ende som industrifyrste. Som ung ingeniør var han meget tæt på at løbe tør for penge, da han ville lancere sin vision om en let, smidig og effektiv sideloader, der selv kunne læsse, losse og transportere 20’ og 40’ skibscontainere. Med blot 10.000 svenske kroner tilbage på kontoen lykkedes det ham dog at overtale banken til at give den fornødne støtte, og siden 1974 har Hammar Maskin AB udviklet sig til verdens største producent af sideloadere med en global markedsandel på  mellem 60 og 70 procent.


Nye løsninger i takt med kundekrav
Kendetegnende for Hammar Maskin AB er en vilje til at udvikle nye løsninger i takt med kundekrav og tekniske muligheder. Listen over sideloader-modeller er lang, men fælles for dem alle er en udbredt anvendelse af standardkomponenter i nye kombinationer. Det har gjort det muligt at bygge videre på den første SL30-prototype, som Bengt-Olof Hammar stadig har stående på pladsen bag fabrikken, til dagens omfattende program af fleksible sideloadere til snart sagt enhver anvendelse.


Den obligatoriske test af alle nye sideloaders inden levering med løft af mindst 30 ton.



Bengt-Olof Hammar kan (eller vil ) ikke sætte præcist tal på den samlede Hammar-produktion siden etableringen i 1974, men et forsigtigt slag på tasken er op mod 7.000. Lige siden starten er den overvejende del af produktionen gået til eksport, og i dag afsættes 90-95 procent af produktionen uden for Sverige. Af konkurrencehensyn er Bengt-Olof Hammer heller ikke meget for at sætte tal på den nuværende produktion, men han er ikke fuldstændig afvisende, da transportnyhederne.dk’s udsendte gætter på omkring 300 enheder om året.


- Det globale sideloadermarked er meget specialiseret. Derfor er det svært at få samlede ordrer på mere end 5-10 enheder ad gangen, fortæller Bengt-Olof Hammar og fortsætter:


- Det betyder, at salgsarbejdet er meget krævende, så vi har en salgsorganisation på i alt otte sælgere inkl. mig selv, der dækker hele verden. Vi sælger stort set kun direkte her fra hovedkontoret til slutbrugerne, men vi har etableret egne serviceorganisationer på vores største markeder.


Fjerne markeder og mere lokalt
Sideloadermarkedet er især stort på så fjerne markeder som Australien og New Zealand, Malaysia og USA. Hammar er også uhyre stærk i Europa, herunder især Norge og England. 

Artiklens forfatter på arbejde med en sideloader i 2004.




Også danske transportører står på kundelisten, og Bengt-Olof Hammer gætter forsigtigt på, at der er leveret omkring 200 Hammar sideloadere i Danmark gennem de seneste godt 40 år. På den danske kundeliste står blandt andre Ancotrans, Dania Trucking og ERA Transport. Blandt de mere eksotiske Hammar-markeder er Antarktis, hvor syv særligt specificerede og ”kuldeoptimerede” Hammar sideloadere anvendes til flytning af isolerede 20’ containere mellem forskellige forskningsstationer på isen.


Hammar Maskin AB benytter den seneste robot-, laser- og svejseteknologi i produktionen. Alle kraner produceres i Olsfors, mens mange chassiser produceres lokalt rundt omkring i verden efter Hammars specifikationer. I Olsfors råder Hammar over i alt 13.700 kvadratmeter produktionsfaciliteter med pladebearbejdning, robotsvejsning, sandblæsning, lakering, montering, reservedelslager samt administration. I alt ca. 100 medarbejdere udgør rygraden i virksomheden, der strutter af virkelyst og selvtillid.


Højdepunkter i Hammar Maskin AB’s historie
  • 2015: Hammar 130-serien lanceres, en letvægts model med unikke egenskaber som bl.a. tre-krans konfiguration
  • 2014:Hammar 140-serien lanceres som ny letvægtsmodel for clip-on montering på eksisterende containerchassis
  • 2014: 40-årsjubilæum
  • 2013: En ny hal for laser-skæring indvies og fordobler kapaciteten!
  • 2012: Verdens første sideloader med kapacitet til at stable to containere i dybden, Hammar Mega Reach lanceres
  • 2011: Hammar præsenterer verdens stærkeste sideloader, en Hammar 157 H, der løft 60 tons!
  • 2010: Hammar 155-serien lanceres
  • 2009: 35-års jubilæum
  • 2008: Hammar sideloader nr. 500 leveres i Australien og nr. 250 leveres i Malaysia. Verdens første sideloader med 48 tons løfteevne lanceres. Monteringshallen i Olsfors udvides med yderligere ca. 1.000 m2, og det samlede produktionsareal udgør nu 12.700 m2.
  • 2006: Datterselskabet Hammar Lift Inc. oprettes i USA med egen chassisproduktion og salgsorganisation.
  • 2005: Investering i en automatisk 3D laserskærer med egen hal. Hammar udvikler og patenterer verdens første sideloader med gooseneck-chassis til transport af 9'6" Highcube containere og lanceres på markeder med begrænset totalhøjde
  • 2003: Hammar Malaysia etableres med egen produktion og stærk serviceorganisation. Hammar 180-serien lanceres
  • 2002: Fabrikken i Olsfors udvides med yderligere 2.000 m2 for at øge produktionskapaciteten
  • 1999: 25-års jubilæum, HAMMAR sideloader nr. 100 leveres til Norge
  • 1998: Hammar New Zealand Ltd etableres. Fabrikken i Sverige udvides med eget sandblæseri og malerafdeling. Hammar 190-serien lanceres.
  • 1997: Hammar lancerer verdens første sideloader til 48’ containere
  • 1996: Fabrikken i Olsfors udvides med yderligere 2.000 m2
  • 1995: Hammar Australia Pty Ltd etableres
  • 1992: Triolift i Göteborg overtages og flyttes til Olsfors
  • 1990: Hammar 160-seriens lanceres som en direkte efterfølger til den oprindelige SL30-serie
  • 1988: Hammar lancerer verdens første sideloader til 45’ containere
  • 1987: Hammar 150-serien lanceres. Modellen er stadig Hammars mest højtydende model og udvikles løbende
  • 1985: Virksomheden flytter til større lokaler ved Olsfors
  • 1984: Hammar leverer 10 sideloadere til US Army
  • 1981: Hammar Maskin AB overtager Kalmar LMV’s produktion af sideloadere
  • 1980: Den første Hammar sideloader til aflæsning på begge sider samt stabling af containere lanceres
  • 1979: Hammar leverer 11 sideloadere til Volvo. Fabrikken i Olsfors udvides
  • 1976: Hammar SL20 BH til montering på forvogn lanceres
  • 1974: Bengt-Olof Hammar designer sin første sideloader, SL30S modellen. Hammar Maskin AB etableres og fire sideloadere bygges, hvoraf nr. 3 som den første går til eksport til Norge.


Interesserede kan nedenfor se nogle videoklip om Hammar-sideloadere i funktion.



Den klassiske Hammar 151 S i aktion.



En Hammar 155 Mega transfer i aktion.



En Hammar 195 HA Mega Reach i aktion.
 




Klik venligst

© Copyright 2024 transportnyhederne.dk. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.

Print siden  

- Entreprenør tog tre tre-akslede tandem-trækkere med til Herskind
- Dem fra Nordlunde har fået en ny fire-akslet maskinanhænger
- Overføringsanhænger skal føre containere til og fra opgaverne
- Slagelse-virksomhed skal bruge to nye trækkere til entreprenøropgaver
- Pusher-trækker skal tage læsset med gyllevogne med mere
- Fragtfirma medbringer truck til lasten
- Antallet af el-drevne lastbiler er stiger - antallet af gas-drevne ligger konstant
- Uforpligtende aftale skal se på udvikling af lastbilførerhus
- Tysk kapitalfond skal overtage tysk produkcent af specialkøretøjer
- Fire-akslet tip-trailer fra Hedensted er kommet til Løsning
- Tro flytter bjerge - Vognmand i Bjerge flytter med nye fire-akslet Volvo FM
- Overførselanhængeren blev hentet hjem på blokvogn

Skriv din kommentar:
Alle felter skal udfyldes!

Titel:
 
Kommentar:
 
Navn:
 
Email:

Adresse:

By:

Indtast bogstaverne: ÆØÅ
- så hjælper du os med at undgå spam.

Bemærk: For at undgå misbrug bliver din IP adresse logget!
Klik venligst