Forsiden
      

Opdateret DAF lastbilprogram er kommet i velkendt indpakning

Mandag 15. maj 2017 kl: 12:36
Af: Mikael Friis

Opdateret DAF lastbilprogram er kommet i velkendt indpakning
DAF's XF-serie er opdateret på en lang række punkter, herunder også på drivlinen, så den kraftigste udgave af MX13-motoren nu yder 530 hk/2.600 Nm ved 900-1.000 o/min.

DAF ud, blaf hjem … Sådan lød det drillende fra nogle chauffører og vognmænd, når de i ”gamle dage” skulle gøre sig morsomme på bekostning af det hollandske lastbilmærke. I de senere år er drillerierne forstummet, for DAF har markant succes og producerer i dag nogle af de bedste lastbiler i Europa

Med den seneste opdatering af af DAF’s lastbilprogram er de bare blevet endnu bedre. DAF producerer tre lastbilserier; XF (Xtra Forte), CF (Compact Forte) og LF (Light Forte), og de seneste opdateringer gælder for XF- og CF-programmet. Moderniseringen blev lanceret på den traditionsrige Commercial Vehicle Show i Birmingham i slutningen af april, og transportnyhederne.dk fik i sidste uge lejlighed til at se og prøve lastbilerne ”live” ved en pressetest i det sydlige Holland.


Fokus i moderniseringen af XF- og CF-modellerne er brændstoføkonomi og chaufførkomfort, hvor DAF i forvejen står stærkt.


Overbevisende forbedringer på drivlinen
Ved en pressetest er det svært at afprøve DAF’s udmelding om op til 7 procents forbedring af brændstoføkonomien, da det dels er svært at sammenligne en nuværende og en forbedret model, når den nuværende ikke er til stede, og dels er svært at konkludere noget om brændstofforbrug på en teststrækning på 30 km. Vi vil derfor afholde os fra at konkludere noget om de nye modellers brændstofforbrug, men blot konstatere, at DAF’s opremsning af de mange større og mindre produktforbedringer på drivline og motorstyring lyder overbevisende.


Blandt de største nyheder på DAF’s drivliner er den forholdsvis nye TraXon-gearkasse, der leveres som enten 12- eller 16-trins med fuldautomatisk gearskifte. Den produceres lige som den nuværende AS-Tronic af ZF og giver nye muligheder for at reducere omdrejningstallet og dermed spare brændstof. DAF tilbyder også et bagtøj til sine volumentrækkere på ultra-lavprofildæk med udveksling helt ned til 2,05:1. DAF har desuden peppet motorydelserne op med 20 hk/100-200 Nm i forhold til de nuværende, og det giver tilstrækkeligt bundtræk til at reducere omdrejningstallene ved lande- og motorvejshastighed til under 1.000 o/min.


Fra rigtig god til endnu bedre
Når det gælder chaufførkomfort, er det dog anderledes håndgribeligt at vurdere forbedringerne. 


Og selv om de nuværende DAF XF’- og CF’ere siden den seneste produktopdatering i 2013 har været noget af det mest velkørende og komfortable på markedet, føles det nu endnu bedre.


Og det er virkelig noget af en bedrift, for XF-førerhuset har faktisk rødder tilbage til midten af 1980’erne, hvor grundkonstruktionen blev udviklet i samarbejde med det hedengangne spanske lastbilmærke Pegaso, der nu er en del af Iveco-koncernen. Utallige opdateringer og moderniseringer har holdt XF-førerhuset med helt fremme i konkurrence med meget nyere førerhus-konstruktioner, og de seneste forbedringer fastholder XF’eren i den position.


De kompakte CF'ere er også blevet moderniseret både over og under overfladen. Til city-distribution i byområder leveres bl.a. denne CF-340 Silent, der overholder 72 dB(A) takket være optimeret drivline og yderligere støjisolering.



Også det lavere CF-førerhus er ved at komme godt op i årene, men det hverken føles eller høres under kørslen. Ekstremt lavt støjniveau, absolut vibrations- og raslefri samt blød og behagelig førerhusaffjedring gør kørslen til en leg. Det samme må gælde hvileperioder og overnatning, selv om vi endnu ikke har afprøvet det på egen krop. De nuværende førerhuse er blandt de mest rummelige i deres respektive klasser, og med ny instrumentering, nye tekstiler og ny indretning er det kun blevet endnu bedre.


Her på transportnyhederne.dk vender vi tilbage i de kommende dage med flere artikler fra prøvekørslerne i den hollandske Limburg-provins, der støder op til Tyskland og Frankrig og byder på masser af udfordrende teststrækninger.


Interesserede kan se mere fra introduktionen i Birmingham her nedenfor.






Klik venligst

© Copyright 2024 transportnyhederne.dk. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.

Print siden  

- Entreprenør tog tre tre-akslede tandem-trækkere med til Herskind
- Dem fra Nordlunde har fået en ny fire-akslet maskinanhænger
- Overføringsanhænger skal føre containere til og fra opgaverne
- Slagelse-virksomhed skal bruge to nye trækkere til entreprenøropgaver
- Pusher-trækker skal tage læsset med gyllevogne med mere
- Fragtfirma medbringer truck til lasten
- Antallet af el-drevne lastbiler er stiger - antallet af gas-drevne ligger konstant
- Uforpligtende aftale skal se på udvikling af lastbilførerhus
- Tysk kapitalfond skal overtage tysk produkcent af specialkøretøjer
- Fire-akslet tip-trailer fra Hedensted er kommet til Løsning
- Tro flytter bjerge - Vognmand i Bjerge flytter med nye fire-akslet Volvo FM
- Overførselanhængeren blev hentet hjem på blokvogn

Skriv din kommentar:
Alle felter skal udfyldes!

Titel:
 
Kommentar:
 
Navn:
 
Email:

Adresse:

By:

Indtast bogstaverne: ÆØÅ
- så hjælper du os med at undgå spam.

Bemærk: For at undgå misbrug bliver din IP adresse logget!
Klik venligst