Forsiden
      
VOGNMAND EFTER TESTKØRSEL I SCANIA G 450 XT

- Den kunne da godt være en bil for mig

Tirsdag 21. november 2017 kl: 10:15
Af: Jesper Christensen

- Den kunne da godt være en bil for mig

Da Scania fornyligt indbød til testkørsel af en fire-akslet Scania G450 med tandemtræk kontaktede vi her på transportnyhederne.dk Jens Røgen fra Harald Røgen og Sønner A/S i Stjær for at spørge, om han ikke havde lyst til at sidde bag rattet i bilen. Harald Røgen og Sønner i Stjær driver blandt andet en grusgrav og leverer sand, grus og sten til anlægsopgaver i Aarhus og nærmeste omegn. Jens Røgen, der til dagligt selv håndterer en tre-akslet Iveco Stralis Hi-Way med tilhørende fire-akslet tip-trailer var straks med og tog den fire-akslede 8x4-bil ud på små veje og op og ned ad bakke for til sidst at udfordre lastbilen et sted, hvor der stort set kun kører entreprenørmaskiner med meget brede dæk og træk på alle fire hjul

VOGNMAND EFTER TESTKØRSEL I SCANIA G 450 XT: - Den kunne da godt være en bil for mig
Jens Røgen bag rattet, der kan justeres til at have en hældning på 50 grader. Op og ned kan rattet justeres 85 mm.
Før Jens Røgen fik lov til at sætte sig bag rattet sikrede vi os lige, at vi kunne få lastbilen med videre, når han var færdig. Det kunne jo være, at vi endte et sted, hvor fire-hjulstrækket på tandem-kalserne kom til kort.


Jens Røgen forsikrede, at vi nok skulle få bilen med os hjem. Der var tilstrækkelig trækkraft i form af en stor gummiged med en skovl så stor, at den kunne fylde kassen med en enkelt skovlfuld. 
Ja, så var vejen ligesom banet til testen med den erfarne mand inden for transport af sand, grus og sten fra grusgrave til byggepladser.


Første del af turen med Jens Røgen bag rattet gik gennem det smukke og efterårsklædte område omkring den lille by Stjær vest for Aarhus. Det er noget af det mest bakkede landskab i Østjylland med smalle veje og ret kraftige stigninger - lige et område at teste trækkraften i en fire-akslet entreprenørbil læsset op til et par kilogram undertilladte totalvægt på 32 tons.


Under testen lægger Jens Røgen ikke skjul på, at han er imponeret over, hvor velafstemt bilen er. Motor, gearkasse og resten af drivlinen spiller godt sammen. Han lægger særligt mærke til, hvor hurtigt bilens opticruise-gearkasse skifter. 


- Det kan sagtens være en bil for mig, siger han under kørslen, hvor vi også kommer ind på automatiserede gearskiftesystemer kontra manuelle gearkasser, hvor manden bag rattet selv skal sørge for, at bilen kommer i rette gear.


Selv har han haft glæde af automatiserede gearskiftesystemer i sine lastbiler siden 2002, hvor han fik sin første Iveco med Eurotronic-gearskifte. 


Efter hans vurdering opvejer fordelene ved automatiserede gearkasser langt ulemperne ved ikke at have en kobling til rådighed, når vejen er mere rustik med søle, pløre og blødt underlag frem for fast asfalt.


- Man kommer dæleme til at skifte gear mange gang i løbet af en dag, når man de længste ture er til Brabrand eller til Aarhus, siger han.


Det med kobling eller ej kommer vi ind på lidt senere. Jens Røgen nævner også, at han som vognmand som udgangspunkt vælger at købe lastbiler med fuld sovekabine. 


- Det øger gensalgsværdien og giver lidt ekstra komfort til chaufføren, siger han.


Testbilen får lov til at vise, hvad den kan i det bakkede terræn omkring Stjær. Snakken i førerhuset påvirkes ikke meget af motorens snurren. Vi får også Jens Røgens vurdering af luftaffjedring og så en bil med parabelfjedre, som testbilen har.


- Fjedre er det bedste i terræn, mener han.


Jens Røgen betegner testbilen som en all-round entreprenørbil, som han til sidst får lov til at udfordre ud over det normale for allround entreprenørbiler, da vi er tilbage i grusgraven.


Da vil kommer kørende ned i grusgraven kommer vi til et sted, hvor der går en mudret vej op til venstre. 

På hjulsporene at dømme, er det ikke en vej, hvor der kommer mange lastbiler - kun køretøjer med meget bredde dæk. Jens Røgen forsikrer, at vi nok skal komme fri, hvis vi kører fast, så ok….


Jens Røgen får en kort instruktion i knapperne, der styrer differentialespærrerne. Med bilen indstillet til off-road sætter han i gang. Det går ganske godt med at komme op ad vejen. Ind til det så ikke går længere. Bilen går i står, da vi er næsten oppe. 


Men hvad, det er der råd for. For selvom bilen er leveret med Scania’s Opticruise gearskiftesystem, har den faktisk en kobling, der kan bruges efter behov. Den har ikke været i brug tidligere under testen, hvor Opticruise-systemet har stået for valg af rette gear til den aktuelle kørselssituation. 
Men nu er systemet kommet til kort i den usædvanlige, men aktuelle kørselssituation.


Jens Røgen træder koblingen i bund, giver lidt ekstra gas, så motoren får opbygget noget moment, slipper langsomt koblingen - og så kører vi igen.


- Den manuelle mulighed med kobling giver mulighed for et større moment, siger Jens Røgen, der for første gang kører i en bil med fuld automatiseret gearskift - med koblingspedal.


Og han er godt tilfreds og ser en klar fordel i den kombination.


- Jeg ville ikke kunne sætte i gang i automatisk funktion, mener han og sender venlige tanker til de folk, der har specificeret testbilen. Automatiseret gearkasse med kobling, der kan bruges efter behov -  og det er ikke under normal kørsel på store og små veje - men i de få tilfælde, hvor bilen er ved at køre fast.


- Når man kan, er det oplagt at vælge at få en kobling i en lastbil, der skal køre på en byggeplads, mener Jens Røgen, da han har haft mulighed for at køre op og ned af den smattede vej, der er blevet mindre farbar for hver gang.
Efter testen er Jens Røgen - hvis man kan være det på jysk - begejstret for bilens måde at køre på.


- Jeg har kun positivt at sige om køretøjet, fremhæver han, da vi efter endt test sidder og snakker på hans hjemmebane i førerhuset på virksomhedens Iveco Stralis.


I transportafdelingen hos Harald Røgen og Sønner A/S har chaufførerne stor indflydelse på, hvilken bil de får at køre i. Derfor tæller vognparken både en ny Volvo FMX 8x4 med tandemakselløft, en Scania 8x4 og en veltjent MAN, der snart bliver udskiftet med en ny Iveco.


Jens Røgen selv kører som nævnt i virksomhedens tipsættevognstog, der lige som ham, trækker det tungeste læs i transportafdelingen.


Harald Røgen og Sønner A/S på Jeksenvej i Stjær vest for Aarhus har fire godskørselstilladelser og lige så mange biler. 


Fakta om den testede Scania G 450 XT
  • Scania introducerede i sensommeren den næste generation af entreprenørbiler. Entreprenør-serien har fået et XF sat på fronten, hvor en kraftig kofanger understreger forskellen på XT-bilerne og den øvrige modeller i Scania’s nye generation af lastbiler.
  • Motor: Scania DC13 med 450 hk ved 1.900 omdr./min
  • Maksimalt drejningsmoment: 2.350 Nm mellem 1.000 og 1.300 omdr./min
  • Støjniveau 80 dBA
  • Gearsystem: Gearkasse med Opticruise-skiftesystem - med koblingspedal, der kan bruges efter behov
  • Indstillingsmuligheder: Økonimi, standard og Off-road
  • Førerhus: CG17NAksler: To aksler med parabelfjedrer forrest. To tandem-aksler med navreduktion og parabelfjedre bagerst
  • Akselafstand: 4.350 mm
  • Udveksling i bagtøj: 1:3,67
  • Længde: 8.110 mm
  • Bredde: 2.600 mm
  • Højde: 3.417 mm






Klik venligst

© Copyright 2024 transportnyhederne.dk. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.

Print siden  

- City-trailer med en enkelt aksel gør det let at komme rundt
- Landbrugsvirksomhed kører ud med tre-akslet trækker
- Uddannelsesorganisation får endnu en el-lastbil i flåden
- To nye tre-akslede trailere med walking floor er gået til Mors
- Fire-akslet gardintrailer skal køre for leverandør af flydende gasser
- Containertransport har fået flere elektriske trækkere
- Vognmand fra Stevns stævnede ud fra Hedensted med to nye tre-akslede tip-trailere
- Bestanden ligger stabilt
- Marts bød på 343 nye lastbiler over 16 ton
- Forhandler af vare- og lastbiler runder 75 år
- Lysende elektrisk lastbil skal give genklang
- Vognmand fra Kalundborg fik opbygget ny trækker i Jylland

Skriv din kommentar:
Alle felter skal udfyldes!

Titel:
 
Kommentar:
 
Navn:
 
Email:

Adresse:

By:

Indtast bogstaverne: ÆØÅ
- så hjælper du os med at undgå spam.

Bemærk: For at undgå misbrug bliver din IP adresse logget!
Klik venligst