Passagerrettigheder: EU-Domstolen har afsagt en ny dom vedrørende kompensationsret i tilfælde af flyforsinkelse

Torsdag 8. november 2012 kl: 11:08
Af: Af advokatfuldmægtig, Ph.d., Kenneth Melancton Nielsen, Lett Advokatfirm, Kolding

EU-Domstolen har for ganske nyligt slået fast, at dens tidligere afgørelse i den såkaldte Sturgeon-sag fra 2009 var korrekt, og Domstolen har dermed opretholdt luftfartsselskabernes forpligtelse til i visse tilfælde af forsinkelser at udbetale kompensation til de berørte passagerer

Sturgeon-sagen fra 2009 gav flypassagerer en ret til kompensation ved forsinkelser på mindst 3 timer ved ankomst. Denne ret til kompensation, som ikke følger af ordlyden i EU's forordning om passagerrettigheder ved luftbefordring (EU Forordning 261/2004), skabte en del debat i luftfartskredse.


Årsagen hertil var, at forordningen, som ellers er meget klar i sin ordlyd, ikke tillægger passagererne en ret til kompensation i tilfælde af forsinkelser. Ved forsinkelser tillægges passagererne en række andre rettigheder, men netop kompensation er i henhold til ordlyden ikke en mulighed ved forsinkelser. En ret til kompensation i tilfælde af forsinkelser synes heller ikke at følge af hverken forordningens formål eller forarbejder, hvorfor luftfartsselskaberne indtog den holdning, at Sturgeon-sagen var meget vidtgående.  


I den nye sag (de forenede sager C-581/10 og C-629/10) fastslog domstolen imidlertid endnu engang, at en kompensation i størrelsesordenen 250-600 euro i visse tilfælde skal udbetales til de passagerer, der har oplevet en forsinkelse på 3 timer eller mere ved ankomst til destinationen.


På trods af mange overbevisende argumenter fra luftfartsselskabernes side, herunder blandt andet det faktum, at forordningen slet ikke tillægger passagererne ret til kompensation i tilfælde af forsinkelser (hverken ved forsinket afgang eller ankomst), fulgte Domstolen ikke luftfartsselskabernes linje. 


Domstolen slog derimod fast, at ligebehandlingsprincippet tilsagde, at passagerer, hvis fly var forsinket, skulle sidestilles med passagerer, hvis fly var blevet aflyst i sidste øjeblik. Sidstnævnte gruppe har ret til kompensation, hvilket førstnævnte gruppe derfor også bør have. 


Domstolen slog ligeledes fast, at denne fortolkning af forordningen ikke strider mod Montreal-konventionen fra 1999, der ellers regulerer luftfartsselskabernes ansvar over for passagerer, herunder blandt andet ansvaret i tilfælde af forsinkelser.


Domstolen er således af den opfattelse, at passagerernes beføjelser i henhold til forordningen og den nye dom er af en anden karakter end de beføjelser, som passagererne har i henhold til Montreal-konventionen fra 1999. Montreal-konventionen vedrører efter Domstolens opfattelse kun erstatning for det tab, som den konkrete, individuelle passager lider på baggrund af en forsinkelse, hvorimod forordningen og den nye dom vedrører passagerernes ret til en forud fastsat, skematisk kompensation - en kompensation der skal betragtes som en slags plaster på såret i forhold til den ulejlighed, de berørte passagerer måtte have været udsat for, selvom disse ikke har lidt et decideret økonomisk tab.  


Luftfartsselskaberne fik dog en lille håndsrækning. De kan nemlig slippe for at betale kompensation, hvis forsinkelsen skyldes omstændigheder, som ikke kunne være undgået, selvom alle forholdsregler, der med rimelighed kunne træffes, faktisk blev truffet. Det må forventes, at der i det næste års tid vil være en øget fokus på forståelsen og fortolkningen af denne vending.


Forordningen om passagerrettigheder ved luftbefordring står formentligt snart over for en revision. Men en ny udgave af forordningen og Domstolens fremtidige fortolkningen heraf vil formentligt ikke stille luftfartsselskaberne bedre end i dag i forhold til deres forpligtelser over for passagererne i tilfælde af forsinkede flyafgange og-ankomster.


Afslutningsvis bør det nævnes, at EU pusler med et større projekt om passagerrettigheder. Projektet, der stadigvæk er på tegnebrættet, vil formentligt tillægge passagerer de samme rettigheder, uanset hvilken transportform der benyttes.   






Klik venligst

© Copyright 2024 transportnyhederne.dk. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.