Sawo A/S overtager MTT A/S i Viborg

Mandag 4. februar 2019 kl: 12:49
Af: Redaktionen

Sawo A/S overtager MTT A/S i Viborg
Fra venstre Ivan Chrost, administrerende direktør for Sawo (tv) sammen med Niels Olsen og Poul Schou.

OPDATERET: Med virkning fra 1. april overtager opbyggervirksomheden Sawo A/S, der har hovedsæde i Støvring, MTT A/S i Viborg. MTT A/S er ejet af Poul Schou og Niels Olsen, der etablerede virksomheden Midtjysk Tip & Trailer Service A/S i 1984. I 2004 skiftede virksomheden navn til MTT Truck Center A/S

- Vi har gennem de seneste år overvejet, at tiden aldersmæssigt er moden til et ejerskifte af virksomheden. Vi vil gerne sikre en god arbejdsplads for vore medarbejdere, samt fortsat levere service i topklasse til vore kunder i transportbranchen, siger Poul Schou og Niels Olsen.


MTT A/S udfører service og reparationer på trailere, anhængere, kærrer, kraner, hejs og tippelad samt lastbiler og beskæftiger i alt 8 medarbejdere, alle specialister indenfor dette virkeområde. 


Poul Schou og Niels Olsen forsætter i deres nuværende roller med ansvar for værkstedsdrift og lager samt administration. 
Sawo A/S overtager samtlige medarbejdere, og fortsætter på adressen i Viborg samtidig med, at der udvides på serviceområdet med en komplet udstyret servicebil og tilførsel af yderligere serviceopgaver. 


Endvidere vil der fremover blive foretaget opbygninger af lastbiler med kran, krog- og wirehejs samt tippelad. Virksomheden vil blive det midtjyske center for klargøring og servicering af NOPA produkter. 


- Vi er rigtig glade for at aftalen er kommet i stand med MTT A/S. Både grundet deres kompetencer, som passer utrolig godt til vores virksomhed, men også på grund af deres placering på landkortet. Vi har længe gerne villet åbne en afdeling i dette område, så det kan blive nemmere for kunderne i Midtjylland at få deres produkter serviceret, siger Ivan Chrost, der er administrerende direktør for Sawo. 


- Vi ser frem til et fortsat godt samarbejde med vores dedikerede medarbejdere, og Nordens største opbygger/servicepartner Sawo A/S, supplerer Poul Schou og Niels Olsen. 






Klik venligst

© Copyright 2024 transportnyhederne.dk. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.