Klik venligst

Forsiden
      

Trækker har både kran, containerlås, skammel, plads til fire mand - og en trailer

Torsdag 11. marts 2021 kl: 13:57
Share  


Af: Redaktionen

Trækker har både kran, containerlås, skammel, plads til fire mand - og en trailer

Den danske vindmølleproducent Solid Wind Power i Skjern var i efteråret på jagt efter en fleksibel transportløsning til montering og servicering af vindmøller i ind- og udland. Resultatet blev, at virksomheden bestilte en Volvo FH 460 tandemtrækker med HMF-kran og én-akslet, nedbygget sættevogn fra Lastbilmægleren i Hedensted

Trækker har både kran, containerlås, skammel, plads til fire mand - og en trailer
Forinden havde den indkøbsansvarlige hos Solid Wind Power, Business Unit Manager Peter Fly, forhørt sig hos en af sine lastbilkyndige kolleger - om kollegaen kendte en god leverandør. Vedkommende kendte tilfældigvis Carsten Lykke, der står bag Lastbilmægleren i Hedensted, og dermed var jagten på den perfekte transportløsning skudt i gang.


- Jeg spurgte både Carsten Lykke samt en lokal mærkeforhandler om tilbud på en komplet transportløsning til os. Efter en konstruktiv dialog med idéudvikling, forventningsafstemning og prisforhandling er det for nylig endt med, at Lastbilmægleren har leveret et avanceret vogntog, der er skræddersyet præcis til vores behov, siger Peter Fly, der blandt andet er ansvarlig indkøb af rullende materiel, opstilling af nye samt servicering af eksisterende møller.


Solid Wind Power producerer og opstiller såkaldte husstandsmøller med ydeevne fra 10 kW til 25 kW med en samlet højde på 23-30 meter og rotordiameter på 14-16 meter. Solid Wind Power har leveret og opstillet over 800 vindmøller i eksempelvis Danmark, Tyskland, Holland og England samt så langt væk som Japan.


To hovedopgaver
- Vores nye vogntog har to hovedopgaver. Dels skal det bruges til transport af alle komponenter til de komplette vindmøller fra vores fabrik her i Skjern til opstillingsstederne rundt omkring i Danmark og Europa. Dels skal det fungere som et servicekøretøj, der kan transportere vores mobile serviceværksted i en 10-fods container rundt til møllerne og assistere ved servicering samt udskiftning af reservedele, siger Peter Fly og fortsætter:


- Derfor er bilen både opbygget som trækker med fast skammel til kørsel med sættevognen og med en aftagelig container-ramme, så vores 10-fods værkstedscontainere kan transporteres solidt fastgjort i containerlåse oven på skamlen.


Solid Wind Powers møller er opbygget i moduler, som kan samles og rejses på et forberedt fundament på under én dag. De komplette møller vejer op til 6 ton inklusiv tårn, na-celle med gearkasse og generator samt nav og vinger.


Tandemakselløft
- Både når vi monterer og servicerer, har vi brug for at kunne køre i terræn for at komme tæt på møllerne. Selv om den kraftige HMF 4020 K6-kran kan løfte over seks ton på ca. seks meters afstand og næsten 1 ton på over 23 meters afstand, skal trækkeren kunne komme til og fra møllerne på ujævnt underlag ved egen kraft, så derfor valgte vi en Volvo med tandemakselløft. Ved at kunne hæve eller sænke den bageste tandemaksel kan chaufføren altid opnå det bedste bid i underlaget med henholdsvis tom eller lastet bil - enten med hævet aksel som en 6x2-trækker med højt drivakseltryk eller som en traditionel 6x4 tandemtrækker med stor trædeflade i terrænet. Kørsel med hævet og frakoblet tandemaksel reducerer desuden dækslitage og brændstofforbrug ved landevejskørsel, siger Peter Fly og tilføjer:


- Samtidig giver den manuelt styrbare aksel på sættevognen mulighed for at ”sno” hele vogntoget gennem snævre og kringlede passager hos kunderne.


Plads til fire i førerhuset
En anden finesse på den nye Volvo FH er, at den er indrettet og godkendt til kørsel med fire personer i førerhuset.


- Når bilen skal ud på monterings- og serviceopgaver, er det praktisk, at montører og serviceteknikere kan køre med i bilen. Der er installeret to ekstra Volvo-sæder med integrerede sikkerhedsseler op ad førerhusets bagvæg, så vi slipper for at sende folk afsted i en ekstra servicebil, siger Peter Fly.


For Carsten Lykke, der står bag Lastbilmægleren i Hedensted, har leveringen af det komplette vogntog til Solid Wind Power været en spændende opgave at løse.


- Efter en god snak frem og tilbage med Solid Wind Powers servicemontører og servicekoordinator, som skal bruge bilen til daglig, havde jeg en klar idé om, hvordan vogntoget skulle se ud, og hvem der kunne levere de enkelte dele. Jeg er fri og uafhængig i min rådgivning, og jeg er glad for, at Peter Fly og hans folk var enige i mine løsningsforslag, siger Carsten Lykke.


Ros til alle involverede
- Efter en åben og ærlig dialog udarbejdede jeg en præcis ordrebekræftelse, som Solid Wind Power accepterede, og derfra var det bare at bestille Volvo-trækkeren hos Autohuset Vestergaard i Kolding, kranen hos Højbjerg Maskinfabrik i Galten, opbygningen hos PM Lastvognsservice i Hedensted og den én-akslede sættevogn hos min faste samarbejdspartner Bodex i Polen, siger Carsten Lykke.


Undervejs i processen har han løbende fulgt op på overholdelse af deadlines for de forskellige del-leveringer, opbygning, overholdelse af specifikationer samt samarbejdet mellem de forskellige leverandører.


- Jeg har kun ros til alle involveret i levering, opbygning og maling. Det har virkelig kørt efter en snor, fastslår Carsten Lykke.


Solid Wind Power forventer at det nye vogntog kommer til at køre ca. 40.000 kilometer pr. år og være i drift i mindst 10 år frem.


Fakta om Solid Wind Powers nye vogntog:

Trækker: Volvo FH 460 6x4 med tandemakselløft. 6-cyl. rækkemotor på 460 hk/2.300 Nm, 12-trins I-Shift gearkasse med fuldautomatisk skiftesystem og skiftesoftware tilpasset entreprenørkørsel samt enkeltreduceret tandembogie med løftbar bageste aksel samt mulighed for frakobling ved terrænkørsel og tomkørsel på landevej. Leveret af Autohuset Vestergaard i Kolding

Kran og opbygning: HMF 4020 K6 RC. Fast monteret bag førerhus med fire støtteben, to monteret på kranfundament forrest og to ekstra monteret bagest på trækkerens chassis. Seks hydrauliske udskud med 7.650 kg løftekapacitet på 4,6 meter, 1.640 kg på 16,6 meter og 940 kg på hele 23,6 meters hydraulisk rækkevidde. To ekstra hydrauliske funktioner ført frem til sjette udskud. Radiostyring og HMF EVS-sikkerhedssystem. Kran og rå-montage leveret af Højbjerg Maskinfabrik i Galten, øvrig opbygning inkl. containerramme udført af PM Lastvognsservice i Hedensted.


Sættevogn: Én-akslet nedbygget sættevogn med hydraulisk Tridec HF-E styring. 10-tons SAF-aksel med fire stk. 245/70R17.5-dæk, tromlebremser. Længde 11,9 meter, heraf 4,0 meter repos med 1,2 meter forsmæk i stål og 0,6 meter, to-delte sidefjæle i aluminium, samt 7,9 meter nedbygget. Dertil 1 meter hydraulisk udskydelig bagende med kofanger og lygter. Mulighed for manuel radiostyring af styrbar aksel samt udskydelig bagende fra førerpladsen. Udrustet med manuelt udskydelige breddemarkeringsreflekser med integrerede lygter og blitzlys. Leveret af Bodex i Polen.

Lakering: opbygning lakeret af Carsten Noer Storvognslakering, førerhus, kran og sættevogn er fabrikslakeret.








Klik venligst

© Copyright 2021 transportnyhederne.dk. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.

Print siden  

- Danmark er håbløst bagud
- Sønderjysk vognmand har kædet to trailere til sin flåde
- Flytteforretning trak tre tre-akslede trailere til Hovedstaden
- Erfarne branchekræfter står bag nyt totalkoncept til varebiler
- Vognmand giver transporterne en overførsel
- Bakspejlet kan "se" gennem en blændet bagdør og en tildækket rude
- Lastbilerne er nu alle fra samme leverandør
- Fynsk vognmand får fabriksnye gardintrailere fra Jylland
- Helsingør-vognmand vendte blikket fra øst mod sydvest
- Fyns vognmand kører kølige varer med ny tre-akslet køletrailer
- Varevognspaletten bliver udvidet med franske specialiteter
- Varebil skifter idenditet

Skriv din kommentar:
Alle felter skal udfyldes!

Titel:
 
Kommentar:
 
Navn:
 
Email:

Adresse:

By:

Indtast bogstaverne: ÆØÅ
- så hjælper du os med at undgå spam.

Bemærk: For at undgå misbrug bliver din IP adresse logget!
Klik venligst

Klik venligst