Forsiden
      

Vognmand i Næstved fejrer 75-års jubilæum med ny DAF

Onsdag 19. maj 2021 kl: 11:40
Share  


Af: Redaktionen

Vognmand i Næstved fejrer 75-års jubilæum med ny DAF

Vognmandsforretningen Keld Hansen & Søn i Næstved kan 21. maj fejre 75-års jubilæum. I dag tegnes forretningen af Keld Hansens søn Jens Hansen, og han fejrer jubilæet med en reception - og med at få leveret en ny DAF CF 530 fra Nyscan Trucks i Køge

Vognmandsforretningen Keld Hansen & Søn blev etableret af Keld Hansen i 1946. I dag er det Keld Hansens søn, Jens Hansen, der sidder bag rattet - og det er helt bogstaveligt, for Jens Hansen kører hver dag en af firmaets seks lastbiler


- Jeg startede i min fars forretning som chauffør i 1976 og overtog den i 1983. Derfra blev forretningen omdøbt fra Keld Hansen til Keld Hansen & Søn, så jeg har altid kørt med hans navn på døren. Alle vores kunder kender navnet Keld Hansen, og selv om det snart er 40 år siden, at jeg overtog forretningen, er der stadig kunder, der kalder mig Keld, siger Jens Hansen med et smil.


Han glæder sig til fredag 21. maj, hvor der er inviteret til jubilæumsreception på firmaadressen i Næstved. Dels fordi der - med respekt for alle gældende corona-restriktioner - helt sikkert kommer en masse gæster for at ønske tillykke, og dels fordi Jens Hansen på denne dag også får leveret en splinterny DAF CF530 container-lastbil.


- Som jeg husker det, kørte vi med en Bedford helt frem til 1984. I 1985 fik jeg min første DAF, og det mærke har jeg kørt i lige siden. Siden år 2000, hvor jeg ansatte vores første chauffør og udvidede forretningen med en lastbil mere, har jeg godt nok købt andre mærker efter chaufførernes ønsker, men jeg selv holder fast i det hollandske lastbilmærke, fastslår han.


Støtter lokale leverandører
”Jubilæums-bilen” er en fire-akslet DAF CF 8x4*4 FAW med tandemtræk og en styrbar bogieaksel bag tandembogien. Den er blevet opbygget med et Sawo-wirehejs med tre-vejs tip hos det lokale opbyggerfirma Næstved Vognopbygning samt malet af Haslev Totallakering. Samtidig med den nye bil får Keld Hansen & Søn også leveret et nyt pendeltip til den påhængsvogn, som Jens Hansen kører med fast, så det nye træk kommer til at stå snorlige.


- Jeg foretrækker at støtte de lokale leverandører, for det betaler sig bedst i længden. Hvis der pludseligt opstår problemer med teknikken på en vores biler, kan jeg altid regne med deres opbakning til at finde en hurtig løsning. Så skylder jeg også at bruge dem, når der god tid til at få noget lavet eller leveret, siger han.


Det lokale er også et gennemgående træk på Keld Hansen & Søns kundeliste. Virksomheden har gennem alle 75 år beskæftiget sig med lokal kørsel for lokale entreprenørvirksomheder og håndværkere, private, kommunen og offentlige myndigheder. Hovedbeskæftigelsen består af traditionel entreprenørkørsel med container-, tip- og kranbiler. Det gælder alt fra transport af sten, grus og jord til murbrokker, asfalt og haveaffald. Dertil kommer deciderede kranopgaver med løft af byggematerialer, skurvogne og maskiner samt containerudlejning. Og i sæsonen køres der også en masse korn for de lokale landmænd.


Vognmandsforretning i topform
- Den nye DAF skal blandt andet bruges til tømning af containere fra de lokale genbrugspladser. Det har vi beskæftiget os med i mere end 25 år - både i eget regi og som underleverandør for nogle af de store spillere på markedet. Den nye bil er dog så fleksibel, at den kan bruges til mange andre kørselsopgaver, siger Jens Hansen.


Ud over jubilæet kan Jens Hansen glæde sig over, at det sker i en vognmandsforretning i topform. I de første knap 40 år i hans fars tid bestod den kun af én lastbil. Det samme gjorde sig gældende de første mange år med Jens Hansen som indehaver, men gennem de seneste 20 år er forretningen vokset stille og roligt fra én til nu seks lastbiler med tilhørende påhængsvogne. Og når jubilæumsdagen oprinder, bliver den nye DAF CF 530 nummer syv i rækken, for på grund af travlhed benytter Jens Hansen jubilæet som lejlighed til at udvide sin flåde ved at beholde den gamle DAF.


Det bedste resultat nogensinde
- I starten af corona-pandemien frygtede vi vel alle, at den ville føre til økonomisk nedgang, men 2020 har faktisk givet os så stor travlhed, at vi har opnået det bedste økonomiske resultat i firmaets historie. Det skyldes ikke mindst mine gode medarbejderes indsats, så på trods af firmaets høje alder ser jeg frem til mange gode år endnu, påpeger Jens Hansen.




Klik venligst

© Copyright 2021 transportnyhederne.dk. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.

Print siden  

- Østsvenske lastbiler kan leveres med længere førerhuse
- Hybrid-lastbilen kørte støjfrit rundt smilets by
- Mandag kobler vi os på en PHEV-lastbil
- Galten ved Aarhus får nyt center for italienske kraner
- Tilst-vognmand får kran leveret af opbygger i Tilst
- Vognmand med show-lastbiler har fået ny tre-akslet trækker
- Transportvirksomhed i Ikast tog fire city-trailere
- Fransk lastbilproducent tager tilpasningscenter i brug
- Logistik-virksomhed sikrer de daglige leverance med 14 nye varebiler
- Risskov-vognmand tipper med tre-akslet kærre med gaffellommer
- Vognmand i Greve fået en fransk lastbil
- Godt 275 udstillere har booket stand på efterårets transportmesse i Herning

Skriv din kommentar:
Alle felter skal udfyldes!

Titel:
 
Kommentar:
 
Navn:
 
Email:

Adresse:

By:

Indtast bogstaverne: ÆØÅ
- så hjælper du os med at undgå spam.

Bemærk: For at undgå misbrug bliver din IP adresse logget!
Klik venligst

Klik venligst