Forsiden
      

Hadsund-firma får 560 super-heste

Torsdag 7. juli 2022 kl: 10:55
Share  


Af: Redaktionen

Hadsund-firma får 560 super-heste

Vognmand Morten Dalgaard Andersen og chauffør Frede Kjældmand fik i slutningen af sidste uge udleveret Danmarks første tre-akslede Scania 560 R A6x2 fra den svenske lastbilproducents nye Super-generation. Scania præsenterede sin Super-generation i slutningen af 2021 med løfte om blandt andet op til 8 procent brændstofbesparelse i forhold til forgængeren, og det fik Morten Dalgaard Andersen til at investere i den nye tre-akslede trækker, der er den første Scania i KA Transport & Montages vognpark - og den eneste hvide

- Jeg har selv testet den nye Scania 560 R op imod en tilsvarende trækker af et andet mærke, og jeg må indrømme, at jeg blev imponeret. Scania’en gik ca. 4,7 km/l på testturen imod ca. 3,3 km/l for det andet mærke (målt på bilernes computer), og det var vel at mærke på samme strækning, med samme trailer og med samme læs, det vil sige helt ens forhold, siger Morten Dalgaard Andersen.


Morten Dalgaard Andersen driver KA Transport & Montage i Hadsund, som blev etableret af hans far, Kjeld Andersen, der stadig er aktiv i firmaet. Morten Dalgaard Andersen, der har været vognmand siden 1994, overtog vognmandsforretningen i 2003 via et hurtigt generationsskifte, og virksomheden råder i dag over ni lastbiler, heraf tre trækkere og seks kranbiler. KA Transport & Montage har specialiseret i transport og montering af blandt andet stålkonstruktioner samt specialtransport i Danmark og det øvrige Norden. Arbejdsdelingen er, at trækkerne kører stålkonstruktionerne frem fra producenten til byggepladserne, og kranbilerne hejser dem på plads. Og det er netop transport af stålkonstruktioner, som chauffør Frede Kjældmand får som hovedopgave i den nye 560 R.


- Frede Kjældmand er lidt af en Scania-mand, så han blev rigtig glad, da jeg tilbød ham at blive fast mand på den nye Scania. Han har kun kørt hos os i tre måneder, hvor han har kørt i en trækker af andet mærke. Vi har helt styr på dieselregnskabet for hver enkelt bil, så nu bliver det spændende at se, hvordan den nye Scania 560 R præsterer under virkelige forhold i forhold til Frede Kjældmands tidligere bil, siger Morten Dalgaard Andersen.


Om den nye tre-akslede Scania 560 R Super:
  • Specifikationerne på den nye 560 R er optimeret med henblik på bedst mulige brændstoføkonomi. Den seks-cylindrede 12,7 liters rækkemotor yder 560 hk ved1.800 omdr. pr. minut, mens drejningsmomentet topper med 2.800 Nm mellem 900 og 1.400 omdr. pr. minut. Gearkassen er Scania's seneste 14-trins Opticruise-gearkasse med integrerede krybe- og overgear med et gearspænd fra 20,8:1 i laveste krybegear til 0,78:1 i overgear. Drivlinen med et enkeltreduceret bagtøj med en hurtig udveksling på 2,35:1.
  • Den nye Scania er fabriksopbygget med blandt andet flytbar skammel, originale sideskørter, 480 liter brændstoftank og 76 liter AdBlue-tank. Stiholt i Aalborg har suppleret opbygningen med heldækkende alu-dørk foran skamlen, ekstra 235 liter brændstoftank, høje skabe bag førerhuset, åbne skuffer mellem træk- og bogieakslerne til kæder og andet surringsgrej, beskyttelsesbjælker foran og bag skamlen, snekædeophæng og masser af arbejdslys.
  • Førerhuset er eksempelvis forsynet med Premium fører- og passagerstol, læderpakke med sort læder på sæder, rat, gulv, dørsider med mere, stor Premium Infotainment-pakke med 7-tommer farveskærm, 4x20 W musikanlæg og integreret navigation, kaffemaskine og mikrobølge-ovn, ekstra 6 kW motor- og kabinevarmer, stor lyspakke med LED for-, sidemarkerings- og baglygter.
  • Bilen er leveret af Stiholts lastbilsælger Dennis Andersen fra Aalborg-afdelingen sammen med en fem-årig service- og reparationsaftale med udvidet drivlinedækning.



Klik venligst

© Copyright 2022 transportnyhederne.dk. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.

Print siden  

- Evolutionen er kommet til Randers
- Entreprenør er steget om bord i et nyt vogntog
- Det er intj så ring
- Aarhus-vognmand har hentet trailer og kærre i Hedensted
- Vognmand i Middelfart hentede city-gardintrailer med langsnudet trækker
- Randersvognmand har taget to tre-akslede trækkere i brug
- Olieselskab møder talstærkt op på transportmesse i Greve
- Greve lægger endnu en gang arealer til transportmesse
- El-lastbil på 7,5 ton laster op til 3,9 ton
- Transportmesse er tilbage i Jönköping
- Vinderbil fra ørkenrally i Saudi Arabien kører ind på messe i Sverige
- Fremover fører fem FH'ere godset frem

Skriv din kommentar:
Alle felter skal udfyldes!

Titel:
 
Kommentar:
 
Navn:
 
Email:

Adresse:

By:

Indtast bogstaverne: ÆØÅ
- så hjælper du os med at undgå spam.

Bemærk: For at undgå misbrug bliver din IP adresse logget!
Klik venligst