Vognmand begavede sig selv med kørende jubilæumsgave

Torsdag 16. januar 2014 kl: 12:14
Af: Redaktionen

Scania i Sorø har leveret to nye Scania'er til vognmand Hans Ole Christensen i St. Merløse. Lastbilerne blev leveret til vognmandens 25-års jubilæum, som blev markeret i sidste uge med et åbent hus-arrangement

De to nye Scania lastbiler har kraftige V8-motorer bag frontgitteret. Den ene er en Scania R 730 bogietrækker, som Hans Ole Christensen selv skal køre til daglig. 


Den nye trækker til vognmanden selv er opbygget med hydraulikanlæg af Scanias opbygningsafdeling i Vojens til kørsel med blandt andet tipsættevogn og walking-floor trailer. 


Den anden Scania er en Scania R 620 6x2 forvogn, der er opbygget med kroghejs af Sawo i Stokkemarke til kørsel med fire-akslet påhængsvogn og 54 ton vogntogsvægt. 


Denne lastbil skal chauffør Søren Sørensen, der har arbejdet for Hans Ole Christensen i over 19 år, køre i de næste mange kilometer.


Begge biler er blevet plysset hos BJ Autopolstring i Padborg, mens Mosegaards Autolak i Bramming har stået for lakeringen i Hans Ole Christensens røde farve. 


Der er tegnet serviceaftaler på begge de to nye Scania V8'ere, som sammen med vognmandens tre øvrige Scania alle kører fast for DSV Road.

På billedet ses vognmanden selv (th.) samt chauffør Søren Sørensen ved de to nye lastbiler. 





Klik venligst

© Copyright 2026 transportnyhederne.dk. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.