Ny softwareløsning sparer virksomheder for dobbeltarbejde med momsindberetninger

Onsdag 13. maj 2020 kl: 13:22
Af: Redaktionen

Et nyt it-program gør det muligt for virksomheder at indberette moms med et enkelt klik via deres eget regnskabsprogram. Siden lanceringen af programmet i december sidste år har over 9.000 erhvervsdrivende benyttet sig af muligheden

Programmet, som er udviklet i samarbejde mellem Skattestyrelsen og Udviklings- og Forenklingsstyrelsen, er en såkaldt API - Application Programming Interface. Det betyder, at udbyderne af regnskabssystemer kan bygge API’en ind i deres systemer, så deres kunder med et enkelt klik at overføre momstallene fra virksomhedens regnskabssystem til TastSelv Erhverv i Skattestyrelsen.


Ved årets første momsfrist, der udløb 2. marts 2020, modtog Skattestyrelsen omkring 7.250 angivelser via API’en. Siden lanceringen i december 2019, har Skattestyrelsen i alt modtaget over 10.000 angivelser ad den vej fra de over 9.000 erhvervsdrivende, der frem til nu har benyttet it-løsningen.


- Der er mange ting at tænke på, når man driver virksomhed, og når det kommer til momsindberetning, vil vi gerne gøre det nemt at gøre det rigtige og hjælpe, hvor vi kan. Derfor har vi lavet denne nye mulighed for at indberette moms, som primært er målrettet de små erhvervsdrivende, siger fagdirektør i Skattestyrelsen, Thomas Hjortenberg.


Kun én godkendelse
Den nye software etablerer en forbindelse mellem virksomhedens regnskabssystem og TastSelv Erhverv og sparer de erhvervsdrivende for det dobbeltarbejde, der ligger i først at skulle indtaste i eget regnskabsprogram, og derefter kopiere tallene over i TastSelv Erhverv. 


Med API-muligheden kan tallene overføres direkte. De skal blot godkendes en sidste gang, inden momsen endeligt er indberettet. Samtidig gør den nye software det muligt at indlæse de forskellige momsindberetningsfrister direkte i regnskabssystemet, så virksomhederne får overblik over vigtige datoer og frister.


Udviklingen af den nye software er en del af Skattestyrelsens målsætning om at gøre det nemmere for virksomhederne at indberette og betale korrekte skatter og afgifter til tiden. Indtil videre har to regnskabsudbydere indarbejdet løsningen i deres systemer.


- Vi er rigtig glade for, at der er blevet taget godt imod vores nye indberetningsløsning, og at så relativt mange erhvervsdrivende indtil videre har valgt muligheden, når de har indberettet. Vi håber, at flere regnskabsudbydere vil tage imod vores nye software, så endnu flere erhvervsdrivende kan få glæde af en lettere momsindberetning, siger Thomas Hjortenberg.


Programmet er gratis og vil kunne implementeres i alle regnskabssystemer. Ovennævnte tiltag skal ses i lyset af, at en del små- og mellemstore virksomheder ofte begår fejl i momsindberetningerne.






Klik venligst

© Copyright 2024 transportnyhederne.dk. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.