Elektriske lastbiler vil spænde fra de lette til de tunge

Torsdag 5. november 2020 kl: 13:27
Af: Redaktionen

Volvo Trucks vil fra næste år tilbyde en komplet serie af el-drevne lastbiler fra de lette FE-modeller til de tunge FH-modeller. I første omgang er målet for lanceringen kunder i Europa. Volvo Trucks peger på, den massive indsats for elektrificering er et stort skridt på vejen mod fossilfri transport

I øjeblikket tester Volvo Trucks el-drevne versioner af de tunge Volvo FH-, Volvo FM- og Volvo FMX-lastbiler, som er beregnet til regionaltransport og anlægskørsel i europæiske byer. Lastbilerne har en vogntogsvægt på op til 44 ton. Afhængigt af batterikonfigurationen vil rækkevidden være op til 300 km. Salget starter til næste år, og volumenproduktionen i 2022. Det betyder, at Volvo Trucks fra 2021 og fremefter kan tilbyde en komplet serie batterielektriske lastbiler i Europa til distributions- og renovationskørsel, regionaltransport og anlægskørsel i byer.


Formålet med at øge udvalget af tunge eldrevne lastbiler så hurtigt er, at Volvo Trucks vil hjælpe sine kunder og transportkøbere med at nå deres bæredygtighedsmål. 


- Vi er fast besluttede på at fortsætte med at drive branchen fremad mod en bæredygtig fremtid, siger Roger Alm, der er administrerende direktør for Volvo Trucks.




Volvo Trucks begyndte produktion af Volvo FL Electric og Volvo FE Electric i 2019. De to eldrevne lastbiler er beregnet til bydistribution og renovationskørsel - primært i Europa. I Nordamerika starter salget af Volvo VNR Electric-modellen til regionaltransport 3. december i år.





Gradvis overgang til fossilfrie alternativer
Frem til 2030 vil det ifølge Volvo Trucks også blive muligt at få el-drevne lastbiler til krævende og tunge fjerntransportopgaver. De vil enten blive leveret med en batteri-elektrisk eller en brint-elektrisk drivline. Den sidste vil øge rækkevidden mellem energi-tankningerne.

Volvo Trucks' målsætning er at begynde at sælge el-drevne lastbiler med brintbrændselsceller i anden halvdel af 2020'ernei. Målet er, at hele produktprogrammet skal være fossilfrit inden 2040.




- For at mindske transportbranchens klimapåvirkning er vi nødt til at sikre en hurtig overgang fra fossile brændstoffer til alternativer såsom elektricitet. Men betingelserne for denne overgang, og dermed dens tempo, varierer meget mellem forskellige vognmænd og markeder. Der er mange variabler i spil, for eksempel økonomiske incitamenter, adgang til ladeinfrastruktur og transportopgavernes art, forklarer Roger Alm.


Derfor vil de fleste vognmænd skifte til el-drift i etaper. I praksis vil mange i en overgangsperiode have en blandet flåde af lastbiler med forskellige typer af brændstof.




- Vores chassis er designet til at være uafhængigt af den anvendte drivline. Vores kunder kan vælge at købe flere Volvo-lastbiler af samme model, hvor den eneste forskel er, at nogle er eldrevne, mens andre kører på gas eller diesel. Hvad angår egenskaber som chaufførens arbejdsmiljø, driftssikkerhed og sikkerhed, lever alle vores lastbiler op til de samme høje standarder. Chaufførerne skal være fortrolige med deres lastbiler, og de skal kunne køre dem sikkert og effektivt, uanset hvilket brændstof de kører på, siger Roger Alm.


Fra Volvo Trucks' perspektiv handler overgangen til mere bæredygtig transport i høj grad om at gøre skiftet så let som muligt for vognmændene, så de kan begynde at tilpasse sig. De tilbudte løsninger skal være fossilfrie og give vognmændene mulighed for at opnå den nødvendige rentabilitet og produktivitet.




- Vores vigtigste opgave er at lette overgangen til eldrevne køretøjer. Det gør vi ved at tilbyde holistiske løsninger, der inkluderer ruteplanlægning, korrekt specificerede køretøjer, ladeudstyr, finansiering og serviceydelser. Den langsigtede sikkerhed, som vi og vores globale netværk af forhandlere og værksteder tilbyder vores kunder, bliver vigtigere end nogensinde, siger Roger Alm.






Klik venligst

© Copyright 2024 transportnyhederne.dk. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.