Elektrisk lastbil bliver krasj-testet

Tirsdag 1. december 2020 kl: 15:01
Share  


Af: Redaktionen

MED VIDEO: En voldsom kollision, hvor en personbil kører ind i siden på en lastbil, er ikke noget at se frem til. Men det var præcis, hvad Scania's testingeniører med fuldt overlæg arrangerede på Scania's testanlæg for nylig. Formålet med kollisionstesten var at forbedre trafiksikkerheden i forbindelse med introduktionen af elektriske lastbiler på markedet

Hver kollisionstest kræver mange og nøje gennemtænkte forberedelser. Det kan tage adskillige måneder med nøje planlægning at få alle detaljer på plads. 


- Og så er det slut på mindre end ét sekund, siger testingeniør Jakob Leygraf fra Scanias udviklingsafdeling.


Den virkelige test finder først sted, efter at der er udført adskillige computersimuleringer.


- Selve kollisionstesten har primært til formål at bekræfte, at vores beregninger og simuleringer var korrekte, forklarer Jakob Leygraf.


Forberedelser og simuleringer
Da Scania lancerede sin første hybridlastbil med kombineret elektrisk og traditionel drivline for et par år siden, indledte den svenske lastbil-, bus- og motorproducent også en omfattende finjustering af sine testmetoder.


- En stor del af udviklingsindsatsen fører frem til en kollisionstest som denne, siger Mikael Littmann, der er chef for mekaniske test hos Scania.


- Vi simulerer kollisionerne igen og igen med forskellige hastigheder og vinkler mellem køretøjerne. Simuleringerne er et kraftfuldt værktøj, der er både hurtigere og billigere end tests i fuld skala. Vi baserer den faktiske test på resultaterne af vores simuleringer, forklarer han.


- Vi nøjes dog ikke med at teste hele lastbilen på én gang. Undervejs i udviklingsarbejdet tester vi også forskellige komponenter og konstruktioner separat. Trafikanterne kan med rette stille høje krav til trafiksikkerhed, og det gør vi også, påpeger Mikael Littmann.


Det hårde arbejde med at optimere trafiksikkerheden i fremtidens lastbilmodeller betaler sig, når resultaterne viser, at teamet faktisk allerede er et skridt foran.


- Kollisionstest er meget levende. Vi justerer de mange forskellige parametre, indtil testen afspejler virkeligheden så godt som absolut muligt. Først derefter udfører vi den virkelige test, supplerer Jakob Leygraf.


En anden opsætning til kollisionstest med elektrisk lastbil
Kollisionstests med elektriske lastbiler adskiller sig meget fra tilsvarende test af lastbiler med traditionel forbrændingsmotor. Energien fra sammenstødet skal fordeles og spredes gennem chassiset omkring batteripakken på en anden måde end på en traditionel lastbil. Scania ønsker, at den enorme energi, der udløses ved kollisionen, resulterer i en plastisk deformation, hvor bevægelsesenergien fordeler sig gennem mindre kritiske komponenter end selve batteriet.


- Vi ønsker, at kollisionstesten skal være så autentisk som muligt. Derfor bruger vi en rigtig personbil til kollisionen, da den giver en mere realistisk belastning på chassiset og den øvrige konstruktion, end hvis vi anvender en fast barriere, forklarer  Mikael Littmann.


Og at en kollisionstest ikke er det bare sjov, viser det hold brandmænd, der stod klar til at gribe ind, hvis kollisionen var resulteret i en brand i batteriet. For som Leygraf bemærker:


- Dette er den ultimative test, hvor vi genskaber virkeligheden.


Og hvad blev så resultatet af kollisionstesten mellem den elektriske Scania og VW Golf’en? Den gik som forventet, hvor lastbilens chassis og øvrige konstruktion omkring batteripakken levede op til både beregningerne og forventningerne. Lastbilens batteri slap uskadt uden alvorlig deformation eller brand, mens VW Golf’en blev slået noget i stykker, som man kan se i Scania's video nedenfor.








Klik venligst

© Copyright 2021 transportnyhederne.dk. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.