Forhandler af erhvervsbiler er blevet prist to år i træk

Tirsdag 9. februar 2021 kl: 11:47
Af: Redaktionen

REA Erhvervsbiler A/S, der blev grundlagt i Ringsted i 1997 og i dag har afdelinger i Roskilde, København, Slagelse og Næstved, er blevet kåret som Årets Iveco-forhandler for andet år i træk

Iveco's årlige Kick-Off blev denne gang afholdes virtuelt på grund af corona-situationen. REA Erhvervsbiler kunne for andet år i træk fortjent lade sig fejre som Årets Iveco-forhandler.


- Vi er utroligt stolte over at modtage prisen som Årets Forhandler for andet år i træk og tredje gang på bare fire år. Prisen viser hele vores forretnings styrke - fra salg til service - og jeg er så stolt over alle mine medarbejdere, der har formået at omstille sig til den nye virkelighed, siger Gert Hansen, der er indehaver af REA Erhvervsbiler A/S.


Med mange års Iveco-erfaring er REA en vigtig og stærk samarbejdspartner for Iveco.


- Det er meget positivt at se, hvordan REA formår at udvikle deres forretning, og særligt på den digitale front er de utroligt innovative. Som samarbejdspartner og kunde bliver man altid mødt med et åbent og positivt mindset, og det er derfor med stor begejstring, at vi tildeler dem prisen som Årets Iveco-forhandler igen i år, siger Håkan Jönsson, der er Business Director i Iveco North Europe & Baltics.


REA er repræsenteret på størstedelen af Sjælland med afdelinger i Roskilde, København, Slagelse og Næstved, hvor de foruden en salgsafdeling også driver velorganiserede værksteder.


- Denne pris viser, at vi arbejder i den rigtige retning. Vi lever af tilfredse kunder, så det er vigtigt for os at opretholde et højt serviceniveau i alle vores led – og det håber vi også, at vores kunder kan mærke, siger Gert Hansen.


REA Erhvervsbiler kunne fejre den fornemme pris sammen med disse andre prismodtagere:
  • Årets Sælger - Light: Mark Olsen fra Iveco Odense
  • Årets Sælger - Medium/Heavy: Michael Bache fra Bache A/S
  • Årets Rookie (talent): Jeppe Jacobsen fra HLT Erhvervsbiler, Aabenraa 




Klik venligst

© Copyright 2024 transportnyhederne.dk. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.