Vognmand har fået ny lastbiler - og én med samme drivline til en af sine chauffører

Onsdag 3. november 2021 kl: 13:57
Af: Redaktionen

Vognmand har fået ny lastbiler - og én med samme drivline til en af sine chauffører

Hos Vognmand Finn Rasmussen, der har hjemsted i Præstø på Sydsjælland, er der ikke forskel på den bil, han selv kører i, og de biler, han har chauffører til at styre, når det gælder hestekræfter og udstyr. Derfor står der R 660 på fronten af de to nyeste Scania’er i flåden. De er begge leveret af lastbilsælger Peter Munkholm hos Stiholt i Aalborg, men selv om de begge er udrustet med en 16-liters V8’ere på 660 hk, en 14-trins gearkasse og et enkeltreduceret bagtøjer, er de langt fra ens

Vognmand har fået ny lastbiler - og én med samme drivline til en af sine chauffører
Den ene, som Finn Rasmussen selv skal være fast mand på, er en tre-akslet forvogn med tankopbygning med træk til en fire-akslet påhængsvogn med tank. Den anden er en bogie-trækker, som chauffør Claus Christensen skal være fast mand på.


Vognmanden har i alt syv lastbiler - de seks er tre-, og fire-akslede til kørsel med olie og benzin, mens den syvende er en fire-akslet kranbil med kærre, der blandt andet kører entreprenørkørsel og asfalt.


Af hensyn til fleksibiliteten råder vognmanden fra Præstø både over tank-, gardin- og tipsættevogne, så trækkerne kan køre med lidt af hvert.


Den nye forvogn er opbygget af HMK Bilcon, mens trækkeren er opbygget i old school-stil af Stiholt i Aalborg efter chaufførens ønsker. Det gælder blandt andet ”gammeldags” brændstoftank med synlige tankbæringer, G-strenge, to-kreds hydraulik og stor bagende med masser af kvadratiske lygter. Begge biler er malet af Nordjysk Autolakering og har fået en ordentlig omgang indvendigt i førerhuset af FL Buur i Vrå. Blandt løsningerne på den fire-akslede påhængsvogn er automatisk dæktryksregulering, liftaksel bagest samt MFC-træktøj fra VBG.


- Jeg ofrer gerne ”lidt” ekstra på opbygning og indretning af førerhusene, så chaufførerne er glade. Jeg har rigtig gode chauffører, og de skal selvfølgelig have indflydelse på deres daglige arbejdsredskaber, siger vognmanden.


Både de to nye og Finn Rasmussens øvrige Scania kører på serviceaftaler hos Scania-servicepartner Nyscan A/S, der råder over Scania-anlæg i Køge, Vordingborg og Sakskøbing - præcis i det område af Danmark, hvor han udfører de fleste af sine transportopgaver.


Den nye forvogn afløser en syv år gammel Scania R 580, som Finn Rasmussen egentlig ville give i bytte på den nye R 660. Der er dog så meget gang i forretningen, at han nok beholder 580’eren i et par år mere. Den får hans søn så at køre i, men forinden skal den lige have en lettere renovering og shines op, så den står lige så knivskarpt som de to nye R 660’ere. Når det gælder bilerne, gør Finn Rasmussen nemlig ikke forskel.






Klik venligst

© Copyright 2024 transportnyhederne.dk. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.