DTL: Rabatordning for P-afgifter har spillet fallit

Tirsdag 14. december 2021 kl: 10:39
Af: Redaktionen

Kun cirka 15 procent af de udenlandske modtagere af en P-afgift har siden den 1. juli 2021 benyttet sig af rabatordningen for P-afgifter ved hurtig betaling. Fra politisk hold blev ordningen ellers solgt som en løsning, der skulle være med til at få væsentligt flere udenlandske P-syndere til at betale.

Kun 224 ud af i alt 1.340 afgifter eller godt 15 procent er blevet betalt via den rabatordning, som Folketinget vedtog i maj 2021. P-afgifterne er udskrevet til udenlandske køretøjer i perioden 1. juli til den 19. november 2021.

Det viser et svar fra Færdselsstyrelsen på en anmodning om aktindsigt fra DTL’s medlemsblad DANSKE VOGNMÆND.

Før et flertal i Folketinget vedtog rabatordningen på henholdsvis. 50 og 25 procent, argumenterede transportminister Benny Engelbrecht for, at ordningen sammen med bl.a. EPC’s opkrævning i udlandet skulle sikre en større og mere effektiv betaling.

Tallene peger i én retning, mener DTL’s administrerende direktør Erik Østergaard.
- Det her er en tilståelsessag. Nu har vi endnu flere tal, der sort på hvidt dokumenterer, at der skal skrappere midler i brug, hvis man fra politisk hold har et seriøst ønske om komme problemet til livs. Siden den menneskelige civilisations opfindelse af pengeøkonomien har grundregel nr. 1 været, at man ikke betaler, hvis man ikke skal. Ville du betale halvdelen eller det kvarte for noget, hvis alternativet var, at du slet ikke behøvede at betale? spørger DTL-direktøren.

- Jeg gentager gerne, hvad jeg hele tiden har sagt: Det eneste middel, der virker her, er at klampe køretøjet, når der ikke bliver betalt. Det er noget, chaufførerne og deres vognmænd forstår.




Klik venligst

© Copyright 2024 transportnyhederne.dk. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.