Transportvirksomhed får de første af den største ordre

Torsdag 31. marts 2022 kl: 10:45
Share  


Af: Redaktionen

Transportvirksomhed får de første af den største ordre

Siden DAF introducerede sin New Generation DAF sidste sommer har, har de nye DAF XF-, XG- og XG+-lastbiler høstet mange roser for deres banebrydende design, teknologi, sikkerhed og komfort. DAF oplevede en stor ordreindgang allerede fra introduktiondagen, og i løbet af de første måneder kom der allerede 25.000 af de nye modeller i ordrebogen. En del kom fra den danske transportvirksomhed Kaj Madsen Fjelstrup A/S, som nu har fået leveret de første tre af en ordre på 100

For ESA Trucks Danmark i Kolding og salgskonsulent Klaus Hauge Olsen var ordren fra Kaj Madsen Fjelstrup A/S, der har hovedsæde i Kolding, på i alt 100 styk DAF XG 480 4x2 sættevognstrækkere trækkere den hidtil største ordre på DAF'er i Danmark.


- Vi råder over ca. 400 trækkende enheder, som hver kører 150.000-175.000 kilometer om året. Mange af bilerne er to-mands betjente, og det giver et stort behov for plads og chaufførkomfort, så vi har også denne gang valgt at satse på DAF, siger direktør Jens Andersen fra Kaj Madsen Fjelstrup A/S.


- DAF har gennem mange år været en trumf hos os. DAF er en sand arbejdshest og er meget vellidt af chaufførerne, så med den nye model med det endnu mere komfortable XG-førerhus, der er 33 cm længere, kan det kun blive endnu bedre, tilføjer han. 


Sidste år fik virksomheden leveret 80 nye DAF XF 480 af ”den gamle model”, som har levet op til forventningerne.


Pan-europæisk transportør
Kaj Madsen Fjelstrup A/S betegner sig som en pan-europæisk transportør med speciale i transport af fødevarer - især ophængt kød. Ud over de ca. 400 trækkere indgår der over 450 egne Schmitz Cargobull-køletrailere i flåden, hovedparten til transport af ophængt kød, men også en stor del med dobbeltdæk/dobbelt compartment til transport af pallegods i to lag og ved forskellige temperaturer i samme trailer.


- Vi råder over flere forskellige lastbilmærker, men vi kan mærke på chaufførerne, at de fleste af dem foretrækker DAF’erne. Det har naturligvis spillet ind i vores valg, men den gode brændstoføkonomi i DAF’s 480 hk-motor har også gjort den nye XG 480 til et oplagt valg, siger Jens Andersen.


Kaj Madsen Fjelstrup A/S har faste trafikker mellem Norge, Tyskland, Holland, Frankrig, Spanien, Italien og Polen. Samtlige trækkende enheder leveres med komplette service- og reparationsaftaler og serviceres på de forskellige mærkers autoriserede værksteder. For DAF’ernes vedkommende er det den autoriserede DAF servicepartner KLC i Kolding, mens trailerne serviceres på autoriserede værksteder afhængigt af kølemaskinens fabrikat.


Fakta om de 100 nye DAF'er til Kaj Madsen Fjelstrup A/S:

Modelbetegnelse: DAF XG 480 FT 4x2

Chassis: 8-tons foraksel med parabelfjedre, 13-tons trækaksel med 4-bælgs ECAS-luftaffjedring, akselafstand 4.000 mm, max. teknisk totalvægt 20,5 tons, 385/55R22.5 GoodYear Fuelmax S langtursdæk på foraksel, 315/70R22.5 GoodYear Fuelmax trækdæk på bagaksel

Drivline: 12,9 liters DAF MX13-motor på max. 483 hk/2.350 Nm-2.500 i topgear, 12-trins ZF TraXon 12TX2210-gearkasse med fuldautomatisk gearskifte samt enkeltreduceret DAF SR1344 trækaksel med udv. 2,21:1 og mekanisk differentialespærre
Opbygning: fabriksopbygget sættevognstrækker med fast Jost drejeskammel. 765 + 430 liters brændstoftanke samt 85-liters AdBlue-tank over venstre forskærm. Batterier monteret i bageste overhæng.

Førerhus: DAF XG sovekabineførerhus med to køjer på 4-punkt mekanisk førerhusaffjedring. Forlænget 330 mm ift. normalt XF-førerhus for optimal indvendig rummelighed og komfort. Multijusterbare Comfort Air fører- og passagersæder med integreret varme. Køleskab og kaffemaskine, fuldautomatisk klimaanlæg samt ekstra 3,8 kW vand/luft kabinevarmer. DAF Infotainment-system 

Garantibestemmelser: 3 års Garanti Plus, dækker hele køretøjet (ekskl. reelle sliddele) i 1 år samt drivlinen i 3 år/max. 500.000 km samt havari i 1 år, inkl. ITS-nødservice.


Bilerne leveres af ESA Trucks Danmark i Kolding i løbet af 2022, og salgskonsulent Klaus Hauge Olsen har stået for handlen.


Fakta om Kaj Madsen Fjelstrup A/S:
  • Grundlagt i 1984 af Kaj Madsen i den lille by Fjelstrup godt 10 km nordøst for Haderslev
  • I 1999 overtages virksomheden af de nuværende ejere, Jens Andersen og Andreas Fristoft
  • I 2003 flytter virksomheden til Kolding, og flåden består nu af 50 enheder
  • Året efter etableres en afdeling i Flensborg med 10 lastbiler og et par år senere etableres afdelingen Interscan Gmbh i Schleswig
  • Flåden er nu vokset til 120 enheder, og i 2010 etableres yderligere en afdeling i Kaunas i Litauen
  • I 2016 bliver virksomheden IFS Logistics- og ISO22000-certificeret, og flåden er vokset til 280 enheder. Året efter implementeres en komplet telematik-løsning på samtlige enheder med 24/7-overvågning af køretøjer og last samt automatisk lås på trailerdørene for yderligere kontrol og sikkerhed med lasten
  • I 2019 indtræder Jens Peder Z. H. Jensen i ejerkredsen, og flåden passerer for første gang 500 enheder
  • I 2021 besluttes det at investere i et helt nyt hovedsæde i Kolding for at sikre kapacitet og udviklingsmuligheder for virksomheden, der nu råder over 850 rullende enheder. Samme år overtager TA Logistics A/S 50 procent af Kaj Madsen Fjelstrup A/S 
  • I 2022 indvies det nye hovedsæde, og leveringen af 100 nye DAF XG 480 påbegyndes






Klik venligst

© Copyright 2022 transportnyhederne.dk. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.