Lastbilproduktion starter igen efter ufrivillig pause

Mandag 25. april 2022 kl: 20:25
Af: Redaktionen

Tyske MAN Truck & Bus genoptager produktionen af lastbiler, efter en ufrivillig pause på grund af krigen i Ukraine. Den ukrainske virksomhed, der leverer ledningsnet til MAN's lastbiler, måtte som følge af Ruslands invasion af Ukraine 24 februar indstille store dele af sin produktion. Nu genoptager leverandøren af ledningsnet produktionen i væsentligt reduceret omfang, mens en duplikering af produktionen af ledningsnet går efter planen

MAN Truck & Bus kan i denne uge derfor genstarte lastbilproduktionen på sine lastbilfabrikker i München i den tyske delstat Bayern og Krakow i Polen. 


MAN's komponentfabrikker i Nürnberg og Salzgitter øger også gradvist deres kapacitet igen. Genstarten i München blev overværet af den bayerske ministerpresident dr. Markus Söder (CSU) tidligt mandag morgen. 


- Genstarten i vores lastbilproduktion er et rigtig godt signal for vores arbejdsstyrke og vores kunder. Der er imidlertid ingen grund til eufori endnu. Vi vil kun nærme os vores sædvanlige produktionsniveau trin for trin, siger den administrerende direktør for MAN Truck & Bus, Alexander Vlaskamp. 


Han peger på, at produktionen fortsat behæftet med stor usikkerhed. 


- Hvis krigen flytter sig til det vestlige Ukraine igen, kan vi blive konfronteret med en fornyet stilstand. Fleksibilitet er og bliver dagens orden, ligesom streng omkostningsdisciplin, tilføjer han.


De ledningsnetleverandører i Ukraine, der producerer ledningsnet til MAN, er i øjeblikket i stand til at producere og levere igen, om end på et lavt niveau. Derudover er MAN på tidsplan med duplikering af ledningsnetproduktion i andre lande. I første omgang vil MAN dog have markant færre varianter i sit sortiment og vil - med en høj grad af usikkerhed - skrue op trin for trin. 


På grund af det reducerede produktionsprogram vil selskabet fortsat skulle have korttidsarbejde på sine tyske fabrikker. 






Klik venligst

© Copyright 2024 transportnyhederne.dk. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.