Bilkoncern får ny stor varebil - også som elbil

Mandag 30. maj 2022 kl: 11:21
Af: Redaktionen

Toyota og Stellantis-koncernen, der blev skabt i 2021 gennem en fusion mellem PSA-gruppen og Fiat Chrysler Automobiles, har indgået en ny aftale om i fællesskab at udvikle og markedsføre store varebiler til det europæiske og dermed også til det danske marked. Dermed udvider de to koncerner samarbejdet, der i forvejen omhandler en kompakt og en mellemstor varebil. Den nye store varebil vil både kunne fås med forbrændingsmotor og i en fuldt elektrisk udgave og forventes introduceret i 2024

Aftalen mellem Toyota Motor Europe og Stellantis-koncernen viderefører et mangeårigt godt og tæt samarbejde om varebiler mellem de to koncerner. Samarbejdet bevæger sig dermed ind i en ny fase.


Den nye store varebil bliver det tredje køretøj under aftalen og fuldender et komplet europæisk varebilsprogram med både kompakte, mellemstore og nu også helt store varebiler. Den tredje og største varebil i partnerskabet vil blive produceret på Stellantis-fabrikkerne i Gliwice i Polen og Atessa i Italien og lanceres både med forbrændingsmotor og i en fuldt elektrisk udgave. Toyota forventer at kunne introducere den nye store varebil, der bliver koncernens første i klassen, i 2024.


Samarbejdet begyndte i 2012
Samarbejdet om erhvervskøretøjer mellem Toyota og selskaberne i det, der i dag er Stellantis, begyndte i 2012 med den mellemstore varebil, som i Toyotas modelprogram har navnet Toyota Proace. Den blev fulgt op i 2019 af en kompakt varebil, Toyota Proace City, der både kan fås med benzinmotor, dieselmotor og fra juni i år også i en fuldt elektrisk udgave i Danmark.


Med den store varebilsnyhed intensiverer de to koncerner samarbejdet yderligere, hvilket gør Toyota i stand til at tilbyde et komplet varebilsprogram i Europa samtidig med, at begge koncerne kan drage fordel af udviklings- og produktionsomkostningsoptimering.


Toyota er endnu ikke klar til at sætte navn på sin nye store varebil. Sikkert er det dog, at Toyota med konceptet Toyota Relax vil tilbyde op til 10 års eller 160.000 km serviceaktiveret garanti til den nye store varebil, ligesom man i forvejen tilbyder i hele sit modelprogram for personbiler og varebiler.






Klik venligst

© Copyright 2024 transportnyhederne.dk. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.