Genbrugsvirksomhed kører ud med to serieproducerede el-lastbiler

Onsdag 7. september 2022 kl: 10:22
Af: Redaktionen

Genbrugsvirksomhed kører ud med to serieproducerede el-lastbiler

Dansk Retursystem blev tirsdag ”premiere-kunde”, da Mercedes-Benz leverede de første serieproducerede fuld-elektriske eActros i Danmark. Det skete, da Høje Taastrups borgmester Michael Ziegler (K) fik æren af at overdrage nøglerne til de to nye tre-akslede eActros 300 6x2*4 til to forventningsfulde chauffører fra Dansk Retursystem. De tre-akslede eActros-lastbiler skal anvendes til indsamling af pantflasker og -dåser i Storkøbenhavn

Hver eneste dag returneres der godt 5 millioner stykker pant i form aluminiumsdåser samt plastik- og glasflasker i Danmark. Det giver rundt regnet 2.000.000.000 stykker pant om året, som sendes til genanvendelse i form af ny aluminium og plastik/glas. Det er Dansk Retursystems ca. 60 lastbiler, der sørger for, at de pantede flasker og dåser bliver fragtet til genanvendelse, og det sparer klimaet for ca. 210.000 ton CO2 årligt.


De to nye eActros 300 erstatter to traditionelle diesel-lastbiler for dermed at bidrage med yderligere CO2-reduktion. De kommer fremover til at køre i Storkøbenhavn, hvor de skal hente dåse- og flaskepant fra butikker og restauranter. Herfra kørers de til Dansk Retursystems anlæg i Høje Taastrup, hvor flasker og dåser sorteres, og materialerne sendes til genanvendelse.


Årlig CO2-besparelse på 62 ton pr. lastbil 
Årligt giver de to nye fuld-elektriske lastbiler en CO2-reduktion på 62 ton i forhold til de diesel-lastbiler, der tidligere kørte ruten. De er Dansk Retursystems første skridt mod et ambitiøst CO2-mål, så den samlede CO2-gevinst ved pantsystemet kan blive endnu større. De seneste syv år har Dansk Retursystem i sin drift reduceret CO2-udslippet med 40 procent  pr. indsamlet emballage, men målet er at være helt CO2-neutral i 2030.


- Klima og miljø er vigtige parametre for pantsystemet, og vi har en ambition om at være helt CO2-neutral i 2030. Det gælder hele værdikæden, fra forbrugeren slipper flasken og dåsen i pantautomaten, til den ligger klar til omsmeltning hos oparbejderen, sagde Dansk Retursystems adm. dir. Lars Krejberg Petersen ved overdragelsesceremonien.



- Landevejstransporten er den helt store udfordring i forhold til CO2, og med vores to nye elektriske lastbiler tager vi endnu et skridt i den retning. Vi er stolte over at tage hul på el-lastbilkapitlet og være de første i Danmark til at få de første serieproducerede Mercedes-Benz eActros. Vi håber, at den udvikling kan brede sig i årene fremover, så det bliver nemmere at vælge flere grønne løsninger, tilføjede han.


Nøgler til fremtiden
Også Høje Taastrups borgmester Michael Ziegler gav de nye eActros nogle pæne ord med på vejen.


- Dansk Retursystem viser vejen, og jeg bliver altid begejstret, når gode virksomheder i Høje-Taastrup Kommune tager positive klimainitiativer. Jeg er faktisk stolt af, at vores erhvervsliv i kommunen tager mange og store initiativer på klimadagsordenen, og det er mit håb, at Dansk Retursystem med dette initiativ kan medvirke til, at der kommer flere og flere el-lastbiler her i området, sagde han og tilføjede:


- I dag skal jeg overdrage nøglerne til jeres nye lastbiler, som kører på el. Men de er ikke bare nøgler til nye lastbiler. De er faktisk nøgler til fremtiden, så når vi åbner døren på lastbilerne, så åbner vi faktisk også døren til fremtiden.


Også Dansk Retursystems chauffør Jan Lind, som skal køre i en af de elektriske lastbiler, var glad.


- Så snart jeg hørte, at der var el-lastbiler på vej, meldte jeg mig straks til at køre en af dem. Det er vigtigt for mig, at vi behandler natur og miljø så godt, vi kan, og det er el-bilerne med til. Det er også superfedt at køre den. Jeg slipper for motorstøj, og så er den en drøm at køre i. Der er meget teknik og sikkerhedsudstyr, som hjælper i trafikken, så jeg ser frem til at køre i den i hverdagen, fastslog Jan Lind.


Fakta om de nye eActros fra Mercedes-Benz:
  • Model: Mercedes-Benz eActros 300
  • Batteri: 3 stk. 112 kWh Lithium-Ion batteripakker til ca. 300 km rækkevidde pr. opladning, dog afhængig af temperatur, trafikforhold og kørselsmønster
  • Drivline: el-motor på max. 400 kW (spidsbelastning) og 330 kW (kontinuerlig) effekt, 2-trins gearkasse
  • Opladning: fra 20 til 80 procent ladestand med 160 kW på godt fem kvarter
  • Nyttelast: samme som tilsvarende diesellastbil pga. højere tilladt totalvægt for nulemissions-lastbiler
  • Opbygning: distributionskasse fra Brdr. Plagborg A/S samt 2,5 tons læssebagsmæk fra BÄR
  • Sikkerhed: blandt andet højresvingsradar, aktiv nødbremse med fodgængergenkendelse, elektroniske kameraløsning i stedet for traditionelle sidespejle, røde sikkerhedsseler
  • CO2-besparelse: ca. 85 procent i forhold til tilsvarende diesellastbil i lastbilens vugge-til-grav forløb over 8 år ved kørsel på grøn strøm

De to chauffører, der skal køre de elektriske lastbiler får her overdraget nøglerne af Høje Taastrups borgmester.




Klik venligst

© Copyright 2024 transportnyhederne.dk. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.