ERFA-GRUPPE KONSTATERER:

Færdselsstyrelsen har valgt at følge opfordring om nederste grænse for længdeforøgelse

Tirsdag 31. oktober 2023 kl: 09:57
Af: Redaktionen

I forbindelse med, at Færdselsstyrelsen sendte udkastet til en ny bekendtgørelse om køretøjers vægt og dimensioner i høring, opfordrede vognmandsorganisationen DTL i sit høringssvar til, at længdeforøgelsen for lastbiler og vogntog bør gælde for kraner med et lastmoment fra 8 tm og opad i stedet for 25 tm, som forslået i det oprindelige høringsmateriale

DTL pegede på, at størrelsen 8 tm flugter med reglerne for krancertifikater og visse eftersyn, der netop træder i kraft ved størrelsen 8 tm. Mange af såvel DTL's som DTL Kran-Blok Erfa's medlemmer har kranvogne, hvor størrelsen ligger omkring 10 tm og opad, og disse kraner optager ofte lige så meget plads som en kran på 25 tm. 


Færdselsstyrelsen har efter endt behandling sendt forslagene til EU-notifikation. DTL konstaterer gennem en aktindsigt, at Færdselsstyrelsen har valgt at følge opfordringen, så muligheden for ekstra vogntogslængde er flyttet nedad i størrelse, og det gælder for kraner med et løftemoment på 8 tm og opad.
 


Tekst fra aktindsigten:
(2) For vogntog udstyret med læssekran med en kapacitet over 8 tm, som består af en lastbil og tilkoblet sættevogn, forøges den tilladte længde med den længde, som kræves til montering af læssekranen, med op til 0,62 meter

(3) For vogntog udstyret med læssekran med kapacitet over 8 tm, som består af en lastbil og tilkoblet påhængsvogn, forøges den tilladte længde med den længde, som kræves til montering af læssekranen, med op til 2 meter.

(Kilde: DTL Kran-Blok Erfa)
 

DTL gør opmærksom på, at den tilladte totallængde for alle sættevognstog i samme omgang bliver forøget til 17,88 meter. Derfor bliver det kun til 0,62 meter ekstra for sættevognstog med kran over 8 tm.  De nuværende 16,5 meter sættevognstog kan dermed opnå 2,00 meter ekstra.


Ligeledes gør DTL opmærksom på, at selve ladlængden på et hængervogntog ikke kan forøges ud over de maksimalt tilladte 15,65 meter.






Klik venligst

© Copyright 2024 transportnyhederne.dk. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.