Tysk lastbil er den øverste e-stjerne på listenTirsdag 21. oktober 2025 kl: 10:56 Af: Jesper Christensen![]() Med produkter som eActros 600 står Hessel Trucks A/S stærkt i den elektriske omstilling af den tunge vejgodstransport i Danmark. 36,38 procent af de i alt 681 tunge elektriske lastbiler, der er registreret i Danmark, har ifølge Bilstatistk.dk en stjerne på fronten. De seneste tal fra Bilstatistik viser, at Mercedes-Benz tegner sig for 251 batteri-elektriske lastbiler over 16 ton totalvægt. Plaseringen øverst på den elektriske liste vækker tilfredshed hos Hessel Trucks A/S, der står for importen af lastbiler fra Mercedes-Benz - Nu kører bilerne for alvor derude, og det har været helt overvældende at høre den positive feedback, siger Mikael Voigt, der er PR- og eMobility Manager hos Hessel Trucks. - Vi får meldinger som "den kører længere, end I har lovet", "chaufførerne kan ikke få armene ned", "vi har købt vores sidste diesellastbil" og "vi kører nøjagtig de samme ture, som med dieselbilerne", refererer han og fortsætter: ![]() Mikael Voigt, der er eMobility Manager hos importørselskabet Hessel Trucks A/S, er begejstret for de positive tilbagemeldinger fra virksomhederne, som nu har de elektriske lastbiler i drift. - Det glæder os rigtig meget, og vi kan mærke, at succesen smitter af på mange andre, som nu ser, at el faktisk fungerer i praksis. Mikael Voigt peger på, at Mercedes-Benz i dag har elektriske løsninger til stort set alle typer distributionsopgaver. - Vi har biler ude at køre med lad, kran, fragtkasse, kølekasse og trailer - og selvfølgelig også med hænger. Grundlæggende kan alt op til 50 tons totalvægt og 20 timers kørsel i døgnet nu løses elektrisk, understreger Mikael Voigt. Administrerende direktør i Hessel Trucks A/S, Andreas Frydkjær, tager udviklingen som et tegn på, at markedet er ved at tage et reelt skifte. - Vi ser, at kunderne begynder at tænke elektrisk som en naturlig del af deres flåde. Ikke kun som et pilotprojekt, men som et driftsklart valg. Det er her, vi for alvor begynder at flytte noget - både for vores kunder og for klimaet, siger han. Hos Hessel Trucks A/S vurderer man, at den positive udvikling i høj grad er drevet af den prisvindende eActros 600, som i løbet af året har markeret sig som en reel gamechanger inden for tung elektrisk transport. Mercedes-benz har i de seneste år leveret en del batteri-elektriske renovationsbiler - eEconic – til flere kommuner og renovationsselskaber landet over. Den elektriske renovatiosnbil har vist, at el også kan løfte opgaver i bytrafik og renovationsdrift. Samtidig har den batteri-elektriske eEconic, der i dag kører i mange kommuner og renovationsselskaber landet over, bevist, at el også kan løfte de opgaver i bytrafik og renovationsdrift. Flere varianter give flere muligheder For at imødekomme den stigende efterspørgsel har Mercedes-Benz Trucks udvidet modelprogrammet yderligere.
LFP-batterierne fås nu med enten 400 eller 600 tilgængelige kWh, og der kan vælges mellem både det aerodynamiske ProCabin-førerhus og et lavere, smallere distributionsførerhus. Både trækkere og chassis'er til opbygning fås med to eller tre aksler, og chassiserne kan leveres med op til 6.100 mm akselafstand. Alt i alt betyder det, at der nu findes over 40 varianter af eActros. - Efter at eActros 600 har bevist, at den i dansk distribution kan køre op til 600 kilometer på en opladning, ser vi nu flere kunder vælge løsninger med to batterier i stedet for tre. Det giver højere nyttelast og lavere pris - og det er en kombination, alle kan lide, siger Mikael Voigt. Mercedes-Benz førsteplads på det danske marked kommer samtidig med, at mange vognmænd modtager tilskud fra Vejdirektoratet til investering i grøn transport. - Det er en vigtig håndsrækning, som giver flere mulighed for at tage springet. For grøn omstilling skal hænge sammen økonomisk. Der er ikke meget ved grønne lastbiler, hvis tallene på bundlinjen bliver røde, siger administrerende direktør i Hessel Trucks, Andreas Frydkjær. ![]() © Copyright 2025 transportnyhederne.dk. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale. |