Containerrederi sejler på ny rute mellem Aarhus og Baltikum

Mandag 27. oktober 2025 kl: 12:37
Af: Redaktionen

Containerrederi sejler på ny rute mellem Aarhus og Baltikum
Containerskibet »CMA CGM Mermaid« blev søsat i september sidste år og sejler på flydende gas, LNG. (Foto: Aarhus Havn)

CMA CGM er begyndt at sejle på en ny rute mellem Aarhus og Baltikum, hvilket åbner for nye muligheder for virksomhed med behov for søtransport og for havnens internationale forbindelser

Midt i oktober anløb rederikoncernens skib »CMA CGM Mermaid« for første gang havnen i Aarhus på den nye containerrute, der har fået navnet SSLEUR BALTICEXPRESS, og som forbinder Aarhus med Tyskland og en række østersøhavne.


Skibet, der har en kapacitet på 2.000 teu, vil sejle mellem Aarhus, Klaipėda, Riga, Gdansk, Bremerhaven og Hamburg.


- Når vores forbindelser til havnene i Østersøen bliver endnu stærkere, giver det erhvervslivet flere muligheder. Det gavner i sidste ende os alle. Jeg glæder mig over, at godset nu har endnu en vej frem. Det styrker forsyningssikkerheden i en ellers usikker tid, siger Thomas Haber Borch, der er administrerende direktør i Aarhus Havn.


Franske CMA CGM er verdens tredjestørste containerrederi med ruter over det meste af verden. Og selvom Danmark er et lille land, så er det et vigtigt stop på den nye rute. 


- Aarhus vil altid være en vigtig havn for CMA CGM. Både på verdensplan, men også set med skandinaviske briller, siger Morten Neve Jensen, der er Short Sea Director Denmark hos den franske rederikoncern.


Containerskibet »CMA CGM Mermaid« blev søsat i september sidste år og sejler på flydende gas, LNG, som primært bliver tanket i Bremerhaven.


- Det er et led i CMA CGM’s overordnede strategi om at være blandt de førende, når det kommer til den grønne omstilling, som er en meget vigtig strategi for os. Vi har mange og gode erfaringer med LNG-containerskibe, siger Morten Neve Jensen.


CMA CGM sejler på den nye rute med to skibe, hvor der så vil være anløb i APM Terminals' containerterminal i Aarhus hver uge.





Klik venligst

© Copyright 2025 transportnyhederne.dk. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.