EU STRAMMER MILJØKRAV TIL BILINDUSTRIEN:

Køretøjer skal kunne skilles ad og genanvendes

Mandag 15. december 2025 kl: 10:38
Af: Redaktionen

Under det det danske EU-formandskab er EU's 27 medlemslande blevet enige om aftale m3ed EU-Parlamentet om bedre design og genbrug af udtjente køretøjer som biler, busser og lastbiler. Aftalen, der er indgået mellem EU's Ministerråd og EU-Parlamentet, vil gøre det lettere at få en bil repareret og sikrer bedre udnyttelse af materialer og kritiske råstoffer


Baggrunden for aftale er, at produktion af køretøjer er meget ressourcekrævende og miljøbelastende. Den europæiske bilindustrien tegner sig eksempelvis for 19 procent af EU’s samlede forbrug af stål, 10 procent af forbruget af plast og en væsentlig andel af EU’s samlede efterspørgsel af aluminium, kobber og glas.


Derudover halter genanvendelsen af især plastik fra skrottede biler bagefter. Langt det meste ender efter skrotning af bilen på forbrænding, og kun en meget lille del af plastikken bliver genanvendt. Samtidig kasseres mange bildele, som ellers kunne være blevet taget ud og genbrugt, fordi mange køretøjerne er designet, så det ikke er praktisk muligt at tage delene ud.


Med den nye aftale mellem EU's Ministerråd og EU-Parlamentet, skærper EU reglerne om genanvendelse af køretøjer og stiller krav om genanvendt indhold. Det betyder, at der skal bruges mere genanvendt plastik i nye biler samtidig med, at en større del af plastikken fra skrottede biler skal genanvendes.


Derudover skal det blive nemmere at tage brugte dele ud af biler, motorcykler, busser og lastbiler, så de kan genanvendes og genbruges. Det gælder eksempelvis motorblokke og dele med kritiske råstoffer. Aftalen styrker også indsatsen mod ulovlig eksport af udrangerede og forurenende køretøjer ud af EU til tredjelande.


Fakta om aftalen:
  • Aftalen vedrører ”Forordning om krav om cirkularitet i design af køretøjer og om håndtering af udrangerede køretøjer”. Forordningen er en revidering og sammenskrivning af direktiv om udrangerede køretøjer og direktiv om typegodkendelse af biler med hensyn til genbrugelighed, genvindelighed og nyttiggørelsesmuligheder
  • Med aftalen udvides listen over køretøjer, der omfattes, til også at dække motorcykler, busser, lastbiler og trailere
  • Der indføres krav om indholdet af genanvendt plast på 15 procent efter 6 år og 25 procent efter 10 år
  • Der stilles krav om, at eksempelvis motorer kan afmonteres nemmere uden, at delene ødelægges, så de kan udskiftes og bruges igen. Det betyder, at flere brugte reservedele, kan bruges til reparation af eksisterende biler. Samtidig bliver det nemmere at reparere nye biler, som kommer på markedet
  • Det udvidede producentansvar for køretøjer, der blandt andet skal sikre, at producenter dækker udgifterne til behandling af udtjente køretøjer, styrkes betydeligt. Det gælder også, hvis det udtjente køretøj ender i et andet medlemsland end der, hvor det blev solgt første gang
  • Der indføres skærpelser, som blandt andet skal sikre, at udtjente køretøjer, der står til skrotning, ikke eksporteres ulovligt som brugte køretøjer til lande, der ikke kan håndtere dem




Klik venligst

© Copyright 2025 transportnyhederne.dk. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.