Sydjysk fjordhavn forenkler adgangen til sikrede områder

Torsdag 18. december 2025 kl: 11:38
Af: Redaktionen

Fra december måned og frem til foråret 2026 sker en markant opdatering af havnens adgangssystemer, som skal gøre dem hurtigere og mere enkle, uden det går ud over sikkerheden




For det første indarbejdes nummerpladeskanning, så det er køretøjets nummerplade, der giver adgang til havnen. Dermed vil Kolding Havn ikke længere være afhængige af tredjepartsenheder som eksempelvis BroBizz, der udfases som adgangs-enhed i løbet af 2026.



For det andet opsættes bomme foran havnens hovedporte, så portene kan stå åbne i den primære arbejdstid og adgang reguleres med de lettere og hurtigere bomme.


For det tredje sker en udskiftning af alle kameraer på havnen, der sammen med et opdateret datanetværk leverer en væsentlig bedre videokvalitet end hidtil, hvilket betyder et klart plus for havnens overvågning og sikring.

For det fjerde indarbejdes nyt software til at styre de fysiske bomme, porte og døre på havnen, hvilket også er en forbedring med moderne brugerinterface og større tilgængelighed - eksempelvis via smartphones.


- Det er vores opgave hos Kolding Havn at understøtte virksomhederne på havnen forretningsmæssigt. Med de nye adgangssystemer gør vi det mere enkelt og hurtigere, såvel i den fysiske håndtering ved portene som den bagvedliggende administration af adgangsforholdene, siger havnedirektør i Kolding, Heino Svenningsen.


- Sammen med udfasningen af BroBizz vil vi stoppe opkrævning af det årlige beløb pr. køretøj for adgang til havnen. Vi vil fremadrettet hellere se adgangsforhold som en del af havnens service til havnevirksomhederne og øvrige havneinteressenter. 


Kolding Havn forventer også en gevinst ved at anvende bomme i hverdagen frem for de store og mere komplekse porte. Gevinsten vil være færre forsikringsskader på porte i løbet.


De primære driftsområder på Kolding Havn er underlagt internationale sikringsregler, også kendt som ISPS-koden (International Ship and Port Facility Security Code), der regulerer sikkerheden i skibsfarten og havnefaciliteter. Det betyder, at der er kontrolleret adgang til de arealer på havnen, hvor havnevirksomhederne og organisationen Kolding Havn opererer, afvikler skibe, driver pakhuse med mere.



Klik venligst

© Copyright 2025 transportnyhederne.dk. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.