Tysk motorfabrikant får stor bøde i konkurrencesag

Fredag 9. oktober 2026 kl: 11:34
Af: Redaktionen

Den tyske motorfabrikant Deutz er ved Københavns Byret blevet idømt en bøde på otte millioner kroner for at have overtrådt Konkurrenceloven. Det oplyser politiets nationale enhed for særlig kriminalitet. Deutz er dømt for at have misbrugt sin markedsposition og lavet aftaler om at hindre salg af reservedele til danske IC3-tog

National enhed for Særlig Kriminalitet (NSK), der har ført sagen ved Københavns Byret, fremhæver, at Deutz i perioden fra juli 2010 og frem til slutningen af 2011 misbrugte sin dominerende position på markedet for reservedele til togmotorer, som selskabet fremstillede, til at forhindre, at en dansk serviceoperatør kunne servicere DSB's lokomotivmotorer af modellen TCD2015. En motor, der benyttes i IC3- tog.


Samtidig er selskabet dømt for at have indgået en ulovlig konkurrencebegrænsende aftale med sin danske forhandler Diesel Motor Nordic A/S. Aftalen gik ud på at hindre leverancer til den konkurrerende danske serviceoperatør, der på den måde blev forhindret i at reparere motorerne for DSB. Diesel Motor Nordic vedtog i januar 2026 en bøde på 1.000.000 kroner for sin rolle i sagen.

 
Ud over virksomheden er en tidligere ledende medarbejder i Deutz AG er blevet dømt for sin andel i overtrædelserne. Vedkommendes straf bortfalder dog på grund af sagens varighed.


Sagen blev anmeldt til politiet i 2014 af Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen. Straffesagens behandling i Københavns Byret har siden 2017 afventet en afgørelse i en civil konkurrencesag. Den blev afgjort i Højesteret i 2024.
 

Bødeudmålingen er sket ud fra de gældende regler om bødeberegning på gerningstidspunkt og dermed forud for en lovændring i 2024.
 

- Jeg er tilfreds med dommen. Deutz AG har presset sine forhandlere til ikke at sælge reservedele til en dansk serviceoperatør, der skulle servicere togmotorer på DSB’s IC3-tog. Det skete for at Deutz og deres samarbejdspartner selv kunne sælge delene og servicere motorerne med en større fortjeneste. I den konkrete sag kan det være gået ud over DSB, som ikke har kunnet få reservedele til at reparere sine tog, og i sidste ende passagererne, siger specialanklager hos NSK, Jan Østergaard.




Klik venligst

© Copyright 2026 transportnyhederne.dk. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.